Jeg faldt lige over Ronald Reagans verdenskort. Sjovt nok så jeg i går et afsnit af DR2’s serie om den kolde krig, der netop omhandlede de første famlende forsøg på at skabe en dialog mellem USA og USSR, deriblandt det berømte Reykjavik topmøde mellem Reagan og Gorbachov, hvor verden var meget tæt på at opnå en nedrustningsaftale der ville begrænse hver bloks atomarsenal til 100 raketter.
Historien kendte jeg, men det var ret mærkeligt at genopdage de følelser jeg havde den gang i 1986. Jeg tror aldrig jeg har være decideret bange for en atomkrig på den måde at jeg ikke kunne sove om natten og den slags, men fornemmelse af store kræfter der kæmpede og tanken om Sovjet som et stort, ondt og mærkeligt land der kunne finde på hvad som helst, var der.
Det er en mærkelig fornemmelse at se en tid man selv voksede op i behandlet som en historisk periode, men det er nok prisen man betaler for at blive ældre.
Det virkede meget anakronistisk at høre om Pershing missiler og SDI og Juri Andropov. På en gang en del af ens opvækst og på den anden side meget langt væk i forhold til internet, Al-queda og Kinas voksende økonomi.
Når man tænker på det ikke er mere end 20 år siden bliver man helt svimmel. Eller også er det bare alderen der trykker.
Skrevet af Whiteberg 
Mandagsbloggen 
