Hvad skriver pressen igen?

Meningen med Abekongens “Hvad skriver pressen”-post var vist egentlig at sammenligne forskellige medier, men jeg synes lige, at denne her vinkling fra DR, som har kørt i radioen det meste af dagen, fortjener en bemærkning:

CO2-afgifter gode for økonomien skriver DR og mener tilmed at en ny undersøgelse “går imod” Bjørn Lomborg, der endda bliver bedt om at kommentere “den store nyhed”. Sagen er nemlig den, at indførslen af CO2-afgifterne har givet en svagt øget vækst, hvilket selvfølgelig straks har fået oppositionen til at kræve flere CO2-afgifter. Tænk engang: vi kan beskatte os til vækst! Et fantastisk nyt økonomisk princip!

Først langt nede i artiklen kommer den egentlige afsløring. Hold nu fast:

Væksten er blevet skabt fordi, at da der blev indført CO2-afgifter,blev der også indført skattelettelser i forhold til ansatte.

For virksomheder der har mange ansatte, men lavt energiforbrug har det betydet en pæn indtjening. I Danmark har det skabt en vækst på 0,3 – 0,4 procent.

Men det vil jo sige, at væksten kun er kommet fordi CO2-afgifterne er blevet ledsaget af skattelettelser! Overskriften burde altså retteligt hedde: “Skattelettelser gode for økonomien”.

Men det skriver DR ikke – tværtimod fremlægges det som om det er afgifterne, der har positiv betydning, hvilket der intet belæg er for i undersøgelsen. Hvis det her ikke er et godt eksempel på hæmningsløs politisk vinkling, så ved jeg ikke hvad det er. Måske var Brians email alligevel berettiget?

Hvad skriver pressen?

Dette er et oplæg til en fast postering her på bloggen. Find to nyhedsmedier og sammenlign, hvad de skriver lige nu. Her er gælder det internet-versionerne af Politikens og JyllandsPostens forsider:

• Pol: “Brian Mikkelsen fortiede vigtige oplysninger”
• JP: “Kulturminister: Det var ikke pression”

• Pol: “Umuligt at varetægtsfængsle svindlere”
• JP: “Riskær: Urimelig magtdemonstration”

• Pol: “Musiker skal blive i fængsel” (i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset)
• JP: “Dansk konsulat i Sverige hærget af aktivister”

Jeg kan godt lide, at Politiken får en 17-årig, der har spillet på Ungdomshuset natten før rydningen, til at blive “musiker”. Det er ikke forkert, men dog en noget tendensiøs benævnelse.

Instant meningsmåling

Lav din egen vælgerundersøgelse, spørgeskema eller læsersegmentering på undersøgelsesaben. Smart!

“Jeg sværger ved dette glas saft”

Hvor mærkeligt kan man sværge?

I den i øvrigt glimrende dokumentar Vores Lykkes Fjender, om den afghanske kvinde Malalai Joyas kamp for at blive valgt ind i parlamentet i 2005, er der en scene, som man som vesterlænding ikke umiddelbart kan gennemskue – og måske heller ikke som afghaner.

Malalai Joya forsøger at løse forskellige problemer i sin landsby, og et af dem er den usympatiske ældre mand Shirin Khan, der føler sig berettiget til at blive gift med en mindreårig pige fra en familie, han mener skylder ham en tjeneste. Han er meget oprevet over, at familien ikke umiddelbart vil forære deres 10-12 årige pige til en gammel, gusten mand (der angiveligt også er involveret i narkohandel m.m.), men han er ikke i tvivl om, at det vil ske, fordi det er hans ret. Og her kommer så det mærkelige. For at overbevise den skeptiske Malalai Joya om det retfærdige i hans sag, peger Khan på et glas saft på bordet og siger “Jeg sværger ved dette glas saft”, at han vil blive gift med pigen.

Et glas saft?

Personligt synes jeg ikke, at det virker så overbevisende. Hvad synes du?

Elektronisk musik i Weekendavisen

I denne uges Weekendavis skriver Per Reinholdt Nielsen under overskriften “I kødet på computeren” om de sidste 15-20 års udvikling inden for musikgenren electronica. Han vælger nogle navne ud (bl.a. Aphex Twin og Mouse on Mars) og fremhæver dem som de vigtigste, mens han med sædvanlig musikanmelder-jargon kaster sig bravt ud i beskrivelsen af et for de fleste WA-læsere formodentlig ret ukendt lydunivers. Så vidt så godt, og om ikke andet skal WA og PRN have ros for at bringe en artikel om dette interessante emne.

Men: desværre kunne WA og PRN ikke holde sig fra den kliché og til stadighed tilbagevendende fejlslutning, at maskiner og computere (som ret beset blot er de seneste teknologiske landvindinger inden for den tusindårige teknologiske udvikling) er særlig umenneskelige og kolde, og at denne musikgenre derfor må forstås som et forsøg på at “indarbejde en form for menneskelighed […] i maskinernes syntetiske verden”. Særlig pinlig er formuleringen “computerens nuller og ettaller”, der blot viser, hvor lidt PRN har forstået, og hvor fremmedgjort han er – ikke blot for maskinerne, men også for musikken – eller evt. hvor fremmedgjort han forestiller sig, at WA-læserne er, hvorfor han bliver nødt til at bruge dette journalistiske “kneb” til at gøre sig mere forståelig.

Det er selvfølgelig sandt, at computere bruger nuller og ettaler, og det er også sandt, at electronica er musik baseret på brugen af computere; men det er ikke mere sandt, end at bøger bruger alfabeter og bogstaver, og at disse benyttes i f.eks. prosa og poesi. Det interessante eller særlige ved electronica er derfor ikke mødet mellem menneske og maskine (her i 2006 har dette møde altså for længst udviklet sig til en mere eller mindre lykkelig sammenflytning), men at der skabes ny musik med nye redskaber og nye muligheder. Dette sidste er PRN da heller ikke helt blind for, når han f.eks. skriver om, hvorledes synthesizere og samplere blev introduceret i henholdsvis 70’erne og 80’erne. Han skulle bare have bevaret fokus og holdt sig langt væk fra at gøre sin historie til mere, end den er.