Her stjæler de Bush’ armbåndsur!

De albanere, altså…

Hvad skriver pressen igen?

Meningen med Abekongens “Hvad skriver pressen”-post var vist egentlig at sammenligne forskellige medier, men jeg synes lige, at denne her vinkling fra DR, som har kørt i radioen det meste af dagen, fortjener en bemærkning:

CO2-afgifter gode for økonomien skriver DR og mener tilmed at en ny undersøgelse “går imod” Bjørn Lomborg, der endda bliver bedt om at kommentere “den store nyhed”. Sagen er nemlig den, at indførslen af CO2-afgifterne har givet en svagt øget vækst, hvilket selvfølgelig straks har fået oppositionen til at kræve flere CO2-afgifter. Tænk engang: vi kan beskatte os til vækst! Et fantastisk nyt økonomisk princip!

Først langt nede i artiklen kommer den egentlige afsløring. Hold nu fast:

Væksten er blevet skabt fordi, at da der blev indført CO2-afgifter,blev der også indført skattelettelser i forhold til ansatte.

For virksomheder der har mange ansatte, men lavt energiforbrug har det betydet en pæn indtjening. I Danmark har det skabt en vækst på 0,3 - 0,4 procent.

Men det vil jo sige, at væksten kun er kommet fordi CO2-afgifterne er blevet ledsaget af skattelettelser! Overskriften burde altså retteligt hedde: “Skattelettelser gode for økonomien”.

Men det skriver DR ikke - tværtimod fremlægges det som om det er afgifterne, der har positiv betydning, hvilket der intet belæg er for i undersøgelsen. Hvis det her ikke er et godt eksempel på hæmningsløs politisk vinkling, så ved jeg ikke hvad det er. Måske var Brians email alligevel berettiget?

Instant meningsmåling

Lav din egen vælgerundersøgelse, spørgeskema eller læsersegmentering på undersøgelsesaben. Smart!

Ritt og de 5.000 boliger

Abekogens post om Boligmangel i København mindede mig om en lille korrespondance, jeg for præcis et år siden havde med overborgmester Ritt Bjerregaard i månedsbladet Citadel. Bladet kørte en “spørg overborgmesteren”-klumme, og jeg stillede et spørgsmål om prisreguleringen på boligmarkedet - og fik svar! Her er hele diskussionen, kommenter gerne:

Kaffeklubben

Jeg fik for ikke så længe siden støvet min gamle transistorradio af og tunede ind på P1. Her dukkede udsendelsen Kaffeklubben op, og jeg er efterfølgende vendt tilbage flere gange. Tre unge folketingpolitikere diskuterer forskellige emner på en vedkommende og ja, hyggelig måde. Det mest slående er, hvor fornuftige og enige de er - hvorfor min tro på politikere og dansk politik er faktisk blevet noget større. Jeg er især imponeret over Margrethe Vestagers intelligente kommentarer og overblik.

Der inviteres i øvrigt også en blog-gæst i studiet, som på den ene eller anden måde lægger op til debatten. Bl.a. var vores ven Torben Sangild forbi og delte ud af sin store viden om kunst. Senere i samme udsendelse kommenterede han desuden den københavnske trafiksituation med garvet Frankfurter-terminologi.

Ungdomshusets nytårstale

Allan fra Mavepusteren har postet Ungdomshusets nytårstale i sin helhed. Det er en rørende retorisk tour de force med masser af engagement og løfter om at kæmpe til sidste blodsdråbe. Man er lige ved at blive overbevist - indtil man tænker sig om.

Hele Ungdsomshusets argumentation bygger på, at de ejer huset på Jagtvej 69 og derfor vil forsvare det. Der er bare ét problem med den analyse: De ejer ikke huset. De har haft en brugsaftale med kommunen og den er nu opsagt. Mere er der ikke at sige til det, og det er bekræftet i både byretten, landsretten og højesteret.

At de føler sig røvrendt af kommunen er en anden sag, men det har ikke noget med deres ret til Jagtvej 69 at gøre. De føler at Weidekamp afgav et løfte, der åbenbart skal gælde til evig tid. Det gør det naturligvis ikke. Huset tilhørte hele tiden kommunen og dermed kommunens skatteborgere, der har betalt for huset - og betalt for oprydningen efter brugernes hærgende ture i kvarteret.

Man kan naturligvis tale om en vis grad af hævdvunden ret til ejendommen, idet Ungdomshuset har eksisteret i 24 år. Det kan man fx gøre i lande med uklar ejendomsret, hvor folk slår sig ned på ubenyttede jorde, der egentligt er offentligt ejede og opretter slumbyer. Med tiden kan man faktisk godt tale om, at de har vundet ejendomsretten til stedet. Men sådan er det ikke på Jagtvej 69. Ejendomsretten har aldrig været uklar her (bortset fra, at den har været kommunal) - og det er heller ikke de samme brugere, der befinder sig i huset, som da Weidekamp i sin tid opgav at tilbagerobre huset fra bz’erne. Det hedder jo Ungdomshuset, men de unge fra dengang er et godt stykke over 40 i dag og kommer ikke længere i huset.

Havde brugerne bare købt huset i stedet for at håbe på, at de kunne blive ved med at afpresse de københavnske politikere, ville Ungdomshuset sikkert kunne leve mange år endnu. Så ville det være deres private ejendom, som ingen kunne røre. (Bortset fra at de nok ville blive smidt ud for at genere naboerne.)

Særligt ironisk er det naturligvis, at brugerne af Ungdomshuset tilsyneladende rent ideologisk er imod privat ejendomsret og i stedet taler om fællesskabets samarbejde og fællesskabets ejendom. De har ellers lige fået en lektion fra første parket på, hvor grusom den kollektive ejendomsret kan være. Mister du din politiske kapital, kan du blive sat på gaden.

Den “nye” licenslov

Med årsskiftet træder den nye licenslov i kraft. Desværre er der ikke så meget nyt, andet end at det forældede og bureaukratiske system nu også gælder teknologier som internettet og mobiltelefoner. Det forbliver en gåde, hvorfor DR har ret til at opkræve en særlig afgift fra i praksis alle danskere, og at dette skal gøres gennem et omstændigt system uden om skattemyndighederne, som laver nøjagtigt det samme arbejde og indkræver nøjagtigt den samme slags afgifter.

Politiken henledte mig til denne lille FAQ på kulturministeriets hjemmeside. Det er absurd, at de kritiske spørgsmål bliver afvist med svar om, at det jo bare er, som det hele tiden har været.

Den kolde krig

Jeg faldt lige over Ronald Reagans verdenskort. Sjovt nok så jeg i går et afsnit af DR2’s serie om den kolde krig, der netop omhandlede de første famlende forsøg på at skabe en dialog mellem USA og USSR, deriblandt det berømte Reykjavik topmøde mellem Reagan og Gorbachov, hvor verden var meget tæt på at opnå en nedrustningsaftale der ville begrænse hver bloks atomarsenal til 100 raketter.

Historien kendte jeg, men det var ret mærkeligt at genopdage de følelser jeg havde den gang i 1986. Jeg tror aldrig jeg har være decideret bange for en atomkrig på den måde at jeg ikke kunne sove om natten og den slags, men fornemmelse af store kræfter der kæmpede og tanken om Sovjet som et stort, ondt og mærkeligt land der kunne finde på hvad som helst, var der.

Det er en mærkelig fornemmelse at se en tid man selv voksede op i behandlet som en historisk periode, men det er nok prisen man betaler for at blive ældre.

Det virkede meget anakronistisk at høre om Pershing missiler og SDI og Juri Andropov. På en gang en del af ens opvækst og på den anden side meget langt væk i forhold til internet, Al-queda og Kinas voksende økonomi.
Når man tænker på det ikke er mere end 20 år siden bliver man helt svimmel. Eller også er det bare alderen der trykker.

Hvorfor går du med Che Guevara på maven?

Der er mange, der ikke ved, hvorfor de går med en Che Guevara t-shirt. Og selv dem, der mener at de ved det, ved oftest ikke, hvem Guevara virkelig var. Hvordan takler man den sag? Med humor:

Først set hos Econotrix. Baggrunden kan læses her.

McGyver for president

Lidt gaffatape og en papirclips, og så er verden reddet:

Macgyver understands the needs of the average American, tax breaks, free swiss army knifes for every child. A free Houseboat for every American! War on Terror? Macgyver will take care of this in under twenty four hours once elected, no blood shed, just common sense. His solution for Iraq? a roll of toilet paper, a piece of coal and a bit of string. That’s all Macgyver will need for a democratic and free Middle East, Osama Bin Laden? Delivered to Washington smarting from one line quips and red-faced from a beating by a man armed with no more than a piece of chalk and an onion.