Furthur

Det ser ud til at en af 60′ernes allerstørste kultbøger, Tom Wolfes ‘The Electric Kool-aid Acid Test’ nu skal filmatiseres med Gus van Sant i instruktørstolen.

Bogen, der blev udgivet i 1967, beskriver forfatteren Ken Kesey og hans Merry Pranksters LSD odyssé fra Californien tværs over Amerika til New York i en Day-glo bemalet bus.

Kesey, der netop havde udgivet ‘One flew over the Cuckoos nest’ investerede alle sine penge i lyd og filmudstyr og tog fra by til by gennem Amerika og introducerede folk for LSD’ens velsignelser. Stoffet havde Kesey stiftet bekendtskab med på det hospital han arbejdede, og som også inspirerede ham til at skrive Cuckoos nest.

Med sig havde han bla. Neal Cassady, der er det ægte forbillede for Kerouac’s Dean Moriarty (fra ‘On the Road’).
The Merry Pranksters var klassiske udklædte hippier der med gøgl og syre skræmte og fascinerede the squares hvor de kom frem.
Interessant nok beskriver Wolfe bla. en udknaldet fest hvor The Pranksters møder Hells Angels, den samme fest som Hunter S. Thompsen beskriver i sin Hells Angels bog.

Der er i det hele taget nok af mærkelige historier i bogen, bla. besøger de skøre hippier Timothy Leary i han s østligt og spirituelt inspirerede tilholdssted på Millbrook i New York, et besøg der understreger de store forskelle i LSD miljøet i 60′erne.

Det er også værd at bemærke at The Merry Pranksters tur inspirerede Beatles til deres ‘Magical Mystery Tour’.

Det bliver spændende at se hvad Gus van Sant kan få ud af den historie.

Heldigvis befandt Hercule Poirot sig på hotellet…

Den pakistanske landstræner i cricket er blevet myrdet midt under VM.

Er det bare mig eller er hele situationen som taget ud af en Agatha Christie historie? Vi venter spændt på at Hercule Poirot, der er på rekonvalsensophold på hotellet med sin gamle ven Kaptajn Hastings, tilbyder sin hjælp til den lidt forvirrede lokale (sorte) politimand.

Oven i hatten hed træneren Woolmer. Mage til klassisk britisk overklassenavn skal man da lede længe efter. Lord Woolmer, den unge arving til godset.

Life imitates art.

Ansgar the n00b

Da bogen kom til Norden:

Dem der druknede

Weekendavisens Lars Bukdahl er altid god for en kvalificeret nedsabling, og det ærgrede derfor Klabautermanden, at han ikke anmeldte Carsten Jensens for nyligt udgivne store (dvs. tunge) roman Vi, de druknede. Bogen har fået næsten entydigt gode anmeldelser, men det anede mig nok, at Bukdahl ikke ville kunne snuppe den forlorne sømandsstemning. Klabautermanden, der jo selv er lidt af en skibsnisse, kan naturligvis straks gennemskue, at den gamle astmatiske kritiker ikke har for fem flade ører saltvand i blodet (se bare billedet!) og beder ham blive på land. Bukdahl kalder på Litlive romanen for et “anker i øjet” og sænker skonnerten med følgende svada:

Ved siden af denne ”reaktionære” kaptajnsfilosofi, er der en ”progressiv” eventyr-ethos, som fremhæver sømandens globalistiske praksis: sikke han får set sig om dér i hver en havn. Såvel det myndige kaptajneri som den handlekraftige eventyrlighed fremhæves som mandige dyder og sættes i kontrast til (bøndernes og) kvindernes frygtsomme og forsigtige isolation: den hævngerrige enke triumferer ved at lade visne. Igen, det er ikke noget, jeg udtolker, uafladeligt vrides det i skibsbøjer af romanen selv. Og før man bliver grøn i hovedet af prækets utidige og forvrøvlede indhold, er det bare og primært en litterær kamel at sluge: den sproglige forlorenhed i sig selv og instrumentaliseringen af dramatikken i dels små hærskarer af punkterende bon mot’er og dels store, pointerende kvælergreb. Som f.eks. når mytteri-stykket skal munde ud i, at besætningen netop ikke slår den grusomme styrmand ihjel, men civiliseret melder ham til politiet, da de er kommet i land. Hverken små eller store historier får ét sekund fri til at følge deres egne veje, med vold og magt skal de op på stylter og agere lignelser, på den måde røvrendes både empirien, det lånte virkelighedsstof, og interteksten, det lånte litteraturstof, af en grasserende, fælt sentimental essayisme, der er tæt på at ligne en skriptuel virus, hvis ikke bare en neurose.

Meget Bukdahlsk og meget morsomt. Det skal for en god ordens skyld siges, at jeg ikke har læst bogen, nok aldrig nogensinde kommer til det, og heller ikke har tænkt mig at læse andet af Carsten Jensen, som jeg i hans essayistiske virksomhed finder ulideligt selvgod og perfid på en udtalt bøvet måde, der ligesom Rifbjerg erstatter argumenter med bandeord. I romanform er han tydeligvis helt anderledes indfølt og kunstnerisk, men det lyder ikke bedre end den Jensen, man allerede kender.

Voynich manuskriptet

Hvis du regner dig selv for en haj til at knække koder, så er her en stor udfordring: Ingen har endnu knækket koderne i det mystiske Voynich manuskript, selvom det er mange hundrede år gammelt. Enten er det et svindelnummer, der strækker sig over 234 sider, eller også er det skrevet med et viden om koder og chiffrering, der tangerer den computerteknologi vi bruger i dag.

Én ting er sikkert, hvis du kan knække koden, bliver du en berømt mand (m/k) i kode-kredse – og får måske hidtil hemmeligholdt viden om alkymi, astrologi, og hvem ved, måske også frimurerne!

Dansk info her.

It’s turtles all the way down

Jeg gået igang med at læse Terry Pratchett’s Discworld bøger. Discworld ligger på en skive, der bæres af 4 elefanter, der igen bæres af en gigantisk skildpadde, som svømmer langsomt gennem verdensrummet.
Det må være inspireret af Hinduistiske myter hvor verden bæres af elefanten Maha-pudma, der står på ryggen af skildpadden Chukwa.
Der er en historie, der tilskrives Bertrand Russel, som lyder noget ala dette:

“A well-known scientist (some say it was Bertrand Russell) once gave a public lecture on astronomy. He described how the Earth orbits around the sun and how the sun, in turn, orbits around the centre of a vast collection of stars called our galaxy.
“At the end of the lecture, a little old lady at the back of the room got up and said: “What you have told us is rubbish. The world is really a flat plate supported on the back of a giant tortoise.”
“The scientist gave a superior smile before replying, “What is the tortoise standing on?”
“You’re very clever, young man, very clever,” said the old lady. “But it’s turtles all the way down!”

Jeg synes det er et smukt billede på uendelig regres.

Commodork

Meget apropos min Newton post faldt jeg lige over en omtale af denne bog. Den beskriver faktisk den periode jeg taler om, og fascinationen af BBS’er, warez, crackere, trainers osv.

Fokuset her er c64 og IBM PC scenen, hvor jeg primært slog mig løs på Amigaen, men strukturerne er ens.