Mmmmmm, fast food

Fast Food: Ads vs. Reality er en billedserie, der sammenligner reklamebilleder af fast food med billeder af det faktiske produkt. Spørgsmålet er, kan DU afgøre hvad, der er virkelighed og hvad, der er fiktion??? I samme åndedrag er det næsten påkrævet at linke til en gammel men stadig uovertruffen anmeldelse af Hungry Man All Day Breakfast, et absurd morgenmadsprodukt. I know what I like, and I like a lot of it.

The next food we’re going to take a look at was my favorite of the bunch. Sausage has a new face, and it’s not unlike the current face of what dogs leave on your front lawn.

Bøvs.

Last.fm vs. Pandora

Klabautermanden (hvis last.fm profil findes her og Pandora-profil kan ses her) har siden sine tidligste år været en grådig musiklytter med en vidtfavnende horisont, der ganske vist centrerer sig om “alternativ” rock, men hvor der også er plads til klassisk, kormusik, jazz, hiphop, dødsmetal og dansktop. Han sætter grænsen ved marchmusik (bortset fra temaet til Monty Python’s Flying Circus), men ellers er alle andre genrer velkomne.

Derimod ville det være synd at sige, at Klabautermanden er en specielt loyal musiklytter. Han har naturligvis sine favoritter (og et par stykker, der bare bliver ved med at hænge ved), men er hele tiden på jagt efter ny, ny, ny musik - altså ikke det nyeste nye, men derimod nye bekendtskaber, der skam godt kan være gamle navne, Klabautermanden bare ikke har opdaget endnu. Men de venter bare på at bidrage til Klabautermandens tiltagende tinnitus.

Derfor kom internettet som en velsignelse. Først blev reserveringen af musik fra biblioteket meget nemmere, og siden kom musiktjenesterne til, der i stadig højere grad lader brugeren skabe sine egne radiostationer, hvad enten man helst vil lytte til de gamle kendinge eller udfordres. Med tjenester som Pandora og last.fm er hele verdens musik indenfor rækkevidde. Så der er ikke længere nogen undskyldning for “ikke lige have hørt” det ene eller det andet. Bare skru op!

Klabautermanden har brugt begge tjenester, og de har efter hans mening både fordele og ulemper. Pandora er meget nem at betjene: man smider et par sangtitler eller kunstnere ind i systemet, og ud kommer musik, der minder om det, man smider ind. Musikken kan man derefter give thumbs up eller ned, og stationen retter sig efter smagssignalerne. Det er nem betjening, men lige så snart man begynder at lave flere stationer, kan der opstå ulemper: Hvis man er ærlig i sine bedømmelser, begynder de forskellige stationer nemlig at spille nogenlunde samme musik.

Et eksempel: Da jeg lavede to stationer, den ene med folk-rock og den anden med mere hård rock, begyndte de hurtigt at ligne hinanden: For jeg kan godt lide min folk-rock lidt hård ala Teenage Fanclub, Neil Young og Arcade Fire, og jeg kan også godt lide min hårde rock med melodi ala Pixies og Bob Mould. Så snart var de to stationer der var tænkt forskellige (Bonnie “Prince” Billy vs. Sex Pistols) nogenlunde identiske, sådan middle of the road guitar-rock med søde melodier. Og så var der jo ikke nogen grund til at have to stationer.

Desuden savner Pandora det virale og sociale element, som last.fm klarer langt bedre. Her har man i langt højere grad en selvstændig profil (med personlige hitlister m.m.), og man kan indgå i venskaber med andre brugere, skrive beskeder hos dem og på kunstnernes brugerskabte wiki-sider, anmelde koncerter m.m. Til gengæld formes ens musikalske profil udelukkende af, at man rent faktisk bruger tid på at høre de kunstere, man gerne vil have med i profilen. Musikprofilen kommer dermed til at afspejle, hvad man tilfældigvis hører på computeren eller ipodden (som last.fm også kan aflæse med hjælpeprogrammer).

For mit vedkommende betyder det, at profilen bliver en anelse skæv, fordi jeg udelukkende har lånt og rippet musik på min ipod, og ikke noget af min egen musik. Problemet kan dog afhjælpes ved at lytte til genre-relaterede eller bruger-relaterede stationer (jeg bruger således en del tid på indie-stationen i øjeblikket for at få afvejet en stor John Mogensen-pukkel).

En anden ulempe med last.fm er, at musikere med korte numre automatisk favoriseres, fordi man kan høre flere numre på kortere tid. En Pixies-plade har typisk 15 numre, og en Miles Davis plade 2. Hører jeg en plade af hver, kommer det til at se ud til, at jeg er 7,5 gange gladere for Pixies end Miles Davis, selvom jeg faktisk har brugt lige lang tid på hver!

Last.fm er dog også i sig selv et sjovt site, hvor man kan gå på opdagelse hos de andre brugere. Derfor vil jeg opfordre dig til at linke til Klabautermanden som “friend” via denne profil: www.last.fm/user/whiteberg.

“Jeg sværger ved dette glas saft”

Hvor mærkeligt kan man sværge?

I den i øvrigt glimrende dokumentar Vores Lykkes Fjender, om den afghanske kvinde Malalai Joyas kamp for at blive valgt ind i parlamentet i 2005, er der en scene, som man som vesterlænding ikke umiddelbart kan gennemskue - og måske heller ikke som afghaner.

Malalai Joya forsøger at løse forskellige problemer i sin landsby, og et af dem er den usympatiske ældre mand Shirin Khan, der føler sig berettiget til at blive gift med en mindreårig pige fra en familie, han mener skylder ham en tjeneste. Han er meget oprevet over, at familien ikke umiddelbart vil forære deres 10-12 årige pige til en gammel, gusten mand (der angiveligt også er involveret i narkohandel m.m.), men han er ikke i tvivl om, at det vil ske, fordi det er hans ret. Og her kommer så det mærkelige. For at overbevise den skeptiske Malalai Joya om det retfærdige i hans sag, peger Khan på et glas saft på bordet og siger “Jeg sværger ved dette glas saft”, at han vil blive gift med pigen.

Et glas saft?

Personligt synes jeg ikke, at det virker så overbevisende. Hvad synes du?

Slut med at købe økologisk fra den lokale bondemand

Vi er de sidste 10+ år blevet opdraget med, at det er god stil at købe økologisk fra den lokale, eller i hvert fald danske bondemand. På den måde er vi med til at redde miljøet, både fra sprøjtemidler og co2 fra lang transport. Hvis man ser sagen fra en global vinkel, ser det imidlertid helt anderledes ud. Som sædvanlig er det The Economist, der tager bladet fra munden og provokerer med forside-teksten “Good Food? Why ethical shopping harms the world”, og i den bagvedliggende artikel fremføres følgende argumenter mod økologiske fødevarer:

1. Økologisk produktion er mindre effektiv end konventionel, hvorfor den kræver et større areal. Det er måske ikke så stort et problem i Europa og USA, hvor vi har rigeligt med fødevarer, men globalt set betyder økologisk produktion, at mere og mere uopdyrket land, dvs. vild natur, skove osv., må omdannes til marker - og marker er ret beset et meget større overgreb mod miljøet end sprøjtemidler.

2. Lokal produktion kræver faktisk mere transport, fordi der (ifølge undersøgelser) sammenlagt bruges mere energi på de lokale veje, end der bruges på at sejle den halve klode rundt.

Derudover argumenteres der for, hvordan støtte til landmænd i både EU og USA, men også i ulandene, i høj grad er med til at skade ulandene. I stedet skal der (selvfølgelig) frihandel til at gøre forholdene bedre for alle på længere sigt. Hvis ulandene får lov til at konkurrere på de vestlige markeder på lige vilkår, vil de få mulighed for at afsætte deres varer på en langt mere bæredygtigt måde, som igen vil sætte gang i de landes lokale økonomier - noget de har hårdt brug for.

Hvis man ikke har adgang til The Economist, eller ikke har lyst til at læse bladets liberale og måske heller ikke allermest letlæste artikler, har Politiken en udmærket kronik, som netop tager udgangspunkt i The Economist. Den kan også anbefales dem, der allerede har læst forlæget - der er meget ekstra information at hente.

Moby på Ideal Bar i aften

Moby leger DJ på Ideal Bar i aften. Måske skulle man kigge forbi og se, om der imod al forventning ikke er en kø på 1000?

Broken Flowers

Jeg så Broken Flowers for anden gang i går, og det gik op for mig, at det er en af de bedste af nye film, jeg har set længe. Jeg er vild med filmens temaer (Don Juan og tidens gang (som i øvrigt er to modsætninger, for Don Juan er netop en, der ikke udvikler sig eller bliver ældre)) og jeg er vild med Jim Jarmushs filmsprog - som netop er film og ikke bare en opsætning af en historie på lærredet. Men allerbedst er Jarmushs helt bevidste forførelse af tilskueren: med alt for tydelige symboler og tilfældigheder, som vi skal tro ikke er tilfældigheder, bliver vi ligesom hovedpersonen lokket ind i en historie, som ikke rigtig er der. Og det viser sig, at det handler om noget helt andet.

Derudover er Bill Murray selvfølgelig en super fed skuespiller. Hans rolle passer perfekt til hans tidligere roller som ubekymret charmør (f.eks. i Ghost Busters).

EDIT (Gentlemanden): Man kan ikke linke direkte til IMDB’s billeder, så jeg har rettet det til et andet.

Farvel til Nessie

Nammenam, det er the good life, når folk tager rigtig god kaffe med hjem fra Nairobi. Instant kaffe, der giver Nescafé så meget baghjul. Fuldstændig uden bitterhed, bare ren, livgivende kaffesmag…

Restaurationen

For at fejre at fru Gentlemanden har fået job, indtog ‘the Gentlemens’ den fornemme, og af Michelinguiden berømmede, restaurant Restaurationen i indre by.

Restaurationen ejes og drives af mesterkokken Bo Jacobsen, der også står i køkkenet.
Lokalet er diskret luksuriøst. personalet professionelt til fingerspidserne, og maden er noget af det bedste jeg nogensiden har fået.

Vi startede med et glas champagne til at ledsage de diminutive, men meget lækre aperitifer.

Til forret fik vi makrel i tomat med mayonaise. På papiret ikke så ophidsende, men når makrellen er hjemmerøget, tomaten en reduktion af friske tomater og mayonaisen hjemmerørt, så overgiver man sig. Til makrellen fik vi en meget lækker Rhône hvidvin.

Med smagløgene vakt gik vi videre til en klar Hummerbuillon med hummer smør og en fantastisk hummer og gedde pølse.
En klar og utrolig intens buillion der virkelig lod smagen af skaldyr skinne igennem. Meget lækker.
Suppen blev ledsaget af en rigtig god amerikansk Chardonnay fra Napa Valley.

Gennem hele aftene gjorde tjenernes rolige overblik at man hverken ventede på maden eller havde dem hængende over sig med næste ret, før man havde fået tygget af munden og ved hver servering blev både maden og vinen præsenteret.

Den tredie ret viste sig at være Gentlemanden helt store favorit af flere årsager.
Et stykke pigvar med skovsvampe og polenta i rødvinssauce, og dertil en rødvin på Pinot Noir fra Sancerre.
Typisk ville man servere fisk med let garniture og hvidvin, men her havde man klassisk ‘rødt køds’ tilbehør og rødvin til.
Som altid er djævelen i detaljen; rødvinssaucen var lavet på fiskefond, og vinen var en helt speciel rødvin fra et typisk hvisvins distrikt, med en ‘næse’ som denne gentleman aldrig havde oplevet lignende. Den bad simpelthen om at blive serveret til fisk.
Det gik op i en højere enhed og det er sådanne retter der virkelig skiller mesterkokkene fra bukkene.

Ovenpå denne sublime oplevelse måtte det være svært at komme igen. Hovedretten kom på bordet; Brisler med morkler, grillet kalvenyre med stuvede sølvbeder og et helt fantastisk stykke kalveryg. Til, en italiansk Barolo, kongen blandt italianske rødvine.
Her var det overraskende nok kalvenyre der løb med opmærksomheden. En helt utrolig intens smag og en imponerende, og meget velsmagende, fedtkant. Sådan skal det bare gøres.

På nuværende tidspunkt var humøret højt men desværre var maven også ved at være fuld, så selv om der blev sendt lange blikke efter en indbydende ostevogn, blev vi enige om at holde os til desserten.

Den kom da også prompte, ledsaget af en meget lækker Pommeau, en dessetvin lavet på æblecider og calvedos.
Tre små anretninger; En lille båd med æble, rosin og karamel, en æble fromage med kardemomme og gelé og til slut en æbleis i calvados.
En utrolig afstemt kombination hvor æble/rosin anretningen dog skilte sig ud. Normalt er rosiner ikke noget man hæfter sig ved, men her bidrog de i den grad til indtrykket. Meget elegant.

Således mætte og tilfredse afsluttede gentlemanden aftenen med en supergod calvados, mens fru gentlemanden gjorde sin pommeau færdig.

Gentlemanden giver 5 kokkehuer med kryds og sløjfe.

Hångklæder

Efter længe at have været træt af de for længst uddaterede (men alligevel overraskende uopslidelige) gymnastik-håndklæder, som efterhånden har fulgt mig en halv menneskealder (eller måske er det bare en kvart), fik jeg omsider taget mig sammen til at investere i nogle nye. Og i stedet for at gå ned i det sædvanlige tyske hængekøjelager, besluttede jeg mig for, at mit liv bliver bedre med noget luksus. Så jeg tog en tur i Illums (sammen med Gmanden) og købte mig tykke, fyldige, meget bløde og meget dyre mærkevarehåndklæder … Og ja, mit liv er allerede blevet meget bedre! Der er intet som mærkevareluksus! (Mærket er Lexington)

En rigtig kop kaffe

Ricco har 10 bud på, hvordan en god kop kaffe skal laves:

http://riccos.dk/viewpage.jsp?id=10