Idiot America
august 28, 2007Lige et hurtigt link til en meget spændende og tankeprovokerende artikel fra Esquire magazine, Greetings from Idiot America.
Artiklen beskriver et fænomen der heller ikke er helt ukendt i Danmark. Det forhold at selve det at være uddannet og intelligent er belastende i sig selv. Det er automatisk suspekt og elitært hvis man rent faktisk ved noget om et emne, i forhold til at reagere følelsesmæssig på det.
Folk har nemmere ved at identificere sig med en person der reagerer som dem selv, end en der reagerer baseret på viden. Case in point i artiklen er intelligent design, der på trods af ikke at have en snert af videnskab over sig er blevet lanceret som en konkurrerende teori til evolutionslæren. Enhver der ved en smule om videnskabelig metode må forkaste ID, ikke nødvendigvis på grund af postulatet at Gud har skabt verden, men simpelthen fordi det ikke er videnskab. Derfor kan det ikke ikke indgå i en videnskabelig debat.
Det er tydeligt at mange mennesker ikke forstår denne distinktion, eller ikke anerkender at den videnskabelige metode må være grundlaget for diskutere verden omkring os på en meningsfuld måde. Det er nemmere at reagere instinktivt end at følge, eller endda udvikle, en videnskabelig argumntationsrække.
Denne manglende basale forståelse for hvad videnskabelig metode er, åbner for et helt felt af medier og mediepersonligheder, der i kraft af at kunne kommunikere til mange mennesker får en sandhedsværdi, fordi det de siger ‘føles’ rigtigt, ikke fordi de rent faktisk har nogen forudsætninger for at vide noget om et givent emne.
Det er en interessant pointe i forbindelse med regeringens opgør med ‘ekspertvældet’ herhjemme. Man skal selvfølgelig stille spørgsmålstegn ved autoriteter, men man bliver nødt til at sætte sig ind i emnet hvis man skal sætte de rigtige spørgsmålstegn.
Skrevet af Gentlemanden