Boligmangel i København!?

Det er efterhånden blevet en standard-bemærkning, at “det er for dårligt, at familier med to gode indtægter ikke har råd til at bo i København”, og det bliver f.eks. brugt som argument til fordel for Ritt Bjerregaards valgløfte om 5000 nye, billige boliger. Sandheden er imidlertid en helt anden, nemlig at der er rigtig, rigtig mange billige boliger i København. De er bare allerede optaget - netop fordi de er billige. F.eks. bor jeg selv i en andelslejlighed til en værdi på et sted mellem 1/5 og 1/4 af en tilsvarende på ejermarkedet - en værdi, som jeg ikke engang selv har måttet bøde for, da den er steget sådan ca. 180%, siden jeg flyttede ind. Og jeg er selvfølgelig langt fra den eneste, der er så heldig. Ja, der er endda en del, der har været endnu heldigere, nemlig dem der har kunnet slå boliger sammen, så de har fået en endnu mere attraktiv lejlighed, der stadig er tilsvarende billig.

Så hvad er egentlig problemet? Det er i hvert fald ikke, at der ikke bor skolelærere og politifolk og studerende og alt muligt blandet i København, sådan som den nævnte standard-bemærkning ellers kan give indtryk af (min studerende-enlig-mor-ekskæreste flytter snart til en stor 4-værelsers andel med to altaner midt på Vesterbro). Og det er heller ikke, at de ikke har råd til at blive boende, for det gør de helt fint. Sandheden er snarere, at det kun er dem, som ikke allerede har en bolig, der har det svært - dvs. først og fremmest tilflyttere, som ikke har været skrevet op til en lejelejlighed i 30 år, eller til en andelsbolig i 5+ år. Fordi der er kommet flere af dem, og fordi folk ikke har det med at flytte fra byen helt så ivrigt som tidligere (og når de gør, skal det helst være inden for cykelrækkevidde af Rådhuspladsen), er priserne på den tilbageværende rest af ledige ejerlejligheder bare steget og steget og steget - helt i overensstemmelse med, hvordan et marked nu engang reagerer, når efterspørgslen stiger, og udbuddet falder.

Måske er det i virkeligheden dét, den nævnte bemærkning henviser til? Hvis det er tilfældet, og hvis man virkelig mener, at det er “for dårligt”, så er spørgsmålet, hvad man kan gøre ved det. Man kan bygge 5000 nye boliger og bestemme at de skal være billige. Det er også en rigtig god idé - men desværre kun for dem, der når at få fat i sådan en bolig. For når gildet er overstået, er situation stadig den samme: helt almindelige tilflyttere har ikke råd til at købe en bolig i København. Man kan så bygge endnu 5000 nye boliger, og så fremdeles. Men her støder man på et tidspunkt ind i et andet problem: de billige boliger er desværre ikke helt så billige, men ser kun sådan ud, fordi staten eller kommunen faktisk betaler en stor del af prisen. Og selv om det måske overrasker nogen, så er statens og kommunernes økonomiske formåen altså ikke uendelig, og på et tidspunkt er der ikke længere råd til mere billigt byggeri. Og hvad gør man så?

Hvis man tænker lidt over det, er det eksisterende billige byggeri (dvs. andelsboliger og lejeforeninger) allerede finansieret på samme måde, og vi er derfor for længst inde i processen med, at staten og kommunen betaler. Det kan så være et argument for, at når det endnu ikke er gået helt galt, så er det nok også ok at fortsætte denne udvikling. For hvorfor skal kun nogle være heldige, og endda på alle de andres regning? Men svaret er jo allerede givet ovenfor: på et tidspunkt er der bare ikke længere råd. Man kan så sætte skatten op. Men det byder jo egentlig bare, at de uheldige kommer til at betale endnu mere af vi andres gilde og får endnu sværere ved at finde penge til egen bolig - hvorefter uligheden og uretfærdigheden vokser yderligere. Måske er løsningen ganske simpelt at fortsætte med at bygge løs, indtil der er billige boliger nok til alle? Så er ingen uheldige, og alle tilfredse.

Forbrydelser betaler sig - og er meget sjovere

Nu ved vi, hvorfor det er så svært at få has på kriminaliteten: Ikke bare tjener kriminelle bedre end politifolk, de har også større arbejdsglæde:

Fire ud af fem (79,3 procent) siger, at de er ganske tilfredse med deres kriminelle tilværelse.

Når man - som Klabautermanden - arbejder med at skrive fiktion, opdager man hurtigt, at der er mange uudsagte tabuer i fiktionen: Der er en masse ting, som man bare ikke kan lave historier om, selvom de er sande. En af dem er, at det grundlæggende er sjovt at være kriminel. Psykopater - fx - er kriminelle fordi de kan lide at manipulere og beherske mennesker. Voldsmænd får et kick ud af at smadre folk. Tænk at have så meget magt, at folk trygler og ber en om at lade være med at smadre dem. Dejligt, ikke? Og så kan piger endda efter sigende bedst lide de “slemme fyre”. Så er det da kun idioter, der gider være lovlydige. Tro mig: hvis det ikke var for truslen om straf og udstødelse, ville vi alle rende rundt og banke løs.

Men nej, når vi skriver historier om kriminelle, så skal de alligevel altid på bunden være nogle stakler, som har haft en dårlig barndom, men som bare skal have lidt kærlighed for at komme tilbage til samfundet. Det er faktisk synd for dem, at de bliver nødt til at ødelægge andre menneskers liv. Ellers tror vi ikke på dem. Men det er da sjovere at røve banker og have masser af penge, end at passe et 8-16 arbejde på fabrikken. Er det ikke?

Magnum Force

Juleaften så jeg Magnum Force, fortsættelsen til Dirty Harry fra 1973. Den er propfyldt med klichéer, eller hvad der i hvert fald sidenhen er blevet klichéer (den sorte politi-partner, som bliver myrdet, politi-chefen, som er skurk osv.). Men samtidig var Dirty Harrys forhold til volden ikke helt almindeligt (og har nok heller ikke været i 1973). Dette garvede citat siger måske det hele:

“I don’t mind shooting, as long as the right people get shot” (citeret efter hukommelsen)

Det var også meget slående, at Dirty Harry i slutscenen myrder skurken iskoldt med en bombe, til trods for denne er på vej væk i en bil og ikke længere udgør en direkte trussel (han har dog truet med at hænge DH ud og få ham i fængsel, men det er ikke absolut overbevisende) - og til trods for at denne et eller andet sted faktisk alligevel er en good guy.

I øvrigt er filmens tema “vigilance” (som kun delvist kan oversættes til “selvtægt” på dansk), og jeg kommer til at tænke på andre film fra samme periode: Death Wish (1974) og Straw Dogs (1971), som også handler om at tage loven i egen hånd, når det gælder egen sikkerhed og/eller lovens manglende gennemslagskraft over for de slemme bøller. Derudover er der den noget tidligere Cape Fear (1962) og forskellige superheltefilm… Nogen der kan komme i tanker om flere?

Elektronisk musik i Weekendavisen

I denne uges Weekendavis skriver Per Reinholdt Nielsen under overskriften “I kødet på computeren” om de sidste 15-20 års udvikling inden for musikgenren electronica. Han vælger nogle navne ud (bl.a. Aphex Twin og Mouse on Mars) og fremhæver dem som de vigtigste, mens han med sædvanlig musikanmelder-jargon kaster sig bravt ud i beskrivelsen af et for de fleste WA-læsere formodentlig ret ukendt lydunivers. Så vidt så godt, og om ikke andet skal WA og PRN have ros for at bringe en artikel om dette interessante emne.

Men: desværre kunne WA og PRN ikke holde sig fra den kliché og til stadighed tilbagevendende fejlslutning, at maskiner og computere (som ret beset blot er de seneste teknologiske landvindinger inden for den tusindårige teknologiske udvikling) er særlig umenneskelige og kolde, og at denne musikgenre derfor må forstås som et forsøg på at “indarbejde en form for menneskelighed [...] i maskinernes syntetiske verden”. Særlig pinlig er formuleringen “computerens nuller og ettaller”, der blot viser, hvor lidt PRN har forstået, og hvor fremmedgjort han er - ikke blot for maskinerne, men også for musikken - eller evt. hvor fremmedgjort han forestiller sig, at WA-læserne er, hvorfor han bliver nødt til at bruge dette journalistiske “kneb” til at gøre sig mere forståelig.

Det er selvfølgelig sandt, at computere bruger nuller og ettaler, og det er også sandt, at electronica er musik baseret på brugen af computere; men det er ikke mere sandt, end at bøger bruger alfabeter og bogstaver, og at disse benyttes i f.eks. prosa og poesi. Det interessante eller særlige ved electronica er derfor ikke mødet mellem menneske og maskine (her i 2006 har dette møde altså for længst udviklet sig til en mere eller mindre lykkelig sammenflytning), men at der skabes ny musik med nye redskaber og nye muligheder. Dette sidste er PRN da heller ikke helt blind for, når han f.eks. skriver om, hvorledes synthesizere og samplere blev introduceret i henholdsvis 70′erne og 80′erne. Han skulle bare have bevaret fokus og holdt sig langt væk fra at gøre sin historie til mere, end den er.