Kreativ kundeklage

“Man skal brænde for det”, som man siger om kreativitet. Her en film fra en gut, der blev så gal på sit telefonselskab, at han både lavede en film og en sang:

Fundet via Hovedet på bloggen.

Fuck dig og din hummer

En ny smart trend fra USA: Hader du de store Hummer SUV’s, der vælter rundt i gaderne? De kører jo børn ned! Og bruger for meget benzin. Og snyder i skat! Hvis du også hader en hummer, så send et fuck dig foto til Fuck You And Your H2.

LO go home!

Normalt bryder jeg mig ikke om at skrive anonymt på nettet, men da jeg synes at blogger har en irriterende kommentarfunktion, skrev jeg en anonym kommentar i Allans tråd om LO’s angreb på “de gule” fagforeninger, der angiveligt “nasser” på LO’s kollektive aftaler. Kommentarerne kan læses her.

Nu ved jeg godt, at “Klabautermanden” også til en vis grad er et anonymt navn, men jeg synes det hører med til blog-begrebet, at en blog der skrives over tid under et pseudonym danner sig sin egen identitet. Så det er altså mig, Klabautermanden, der har skrevet følgende to kommentarer (der gengives ordret med stavefejl og det hele):

Fagforeninger er vildt overvurderede. De to faktorer, der betyder noget for lønddannelsen er 1) Arbejderens kvalifikationer, 2) Arbejdsgiverens investeringer i kapitalapparatet. Fagforeningerne kan i bedste fald være med til at bestemme om en lønstigning bliver i naturalier (længre ferie) eller kontanter.

I værste fald forsinker fagforeningerne lønstigninger og røvrender arbejderne ved at indgå “stabiliserende” aftaler, hvor begge parter lukker af fra konkurrencen - fx fra udlandet. Hvis du sammenligner lønudviklingen under industrialiseringen (der medførte de voldsomste lønstigninger verden endnu har set), har lønnen absolut intet med organiseringsgraden at gøre. Lønnen steg mere i USA (Der havde en organiseringsgrad på 5-10 %) end i Danmark (hvor fagforeningerne som sædvanlig får hele æren for at “vi er rige”).

Selv arbejder jeg på områder, der absolut ingen organisering har, men er udelukkende konkurrencebetonet - og jeg tjener ganske fint og har glimrende vilkår.

og (som svar til en kommentar):

Arbejdsgivere giver kun lønstigninger, hvis det er i deres interesse at gøre det, dvs. hvis de kan tjene penge på det - og at de er tvunget til at gøre det, på grund af konkurrence fra andre arbejdsgivere. Fagforeningers “krav” opfyldes derfor kun, hvis de giver rationel mening for arbejdsgiveren, men det er sådan set ligegyldigt, om det er fagforeningen, der stiller kravet, eller om den individuelle medarbejder truer med at søge andet arbejde (hos en konkurrent).

Du kan jo prøve at forestille dig, hvad der ville ske, hvis en lov fastsatte, at alle mennesker skulle have mindst 1000 kroner i timen. Ville det betyde, at alle mennesker nu fik en høj løn? Nej, det ville betyde, at de fleste virksomheder gik fallit, fordi det ikke ville kunne betale sig for dem, at have folk ansat. Så det er konkurrencen, ikke loven eller fagforeningen, der er arbejderens bedste ven.

Offentligt ansatte har meget stærke fagforeninger. Det hjælper bare ingenting på deres lønniveau, der sakker længere og længere bagud i forhold til de private. Hvorfor? Fordi de kun har én arbejdsgiver og ikke kan gå andre steder hen. Sygepljersker og skolelæreres løn er fx latterligt lav i Danmark sammenlignet med lande, hvor der er flere arbejdsgivere.

Det er i øvrigt virkelig sjovt, at du sammenligner fagforeninger med “andre statslige” tiltag. Fagforeninger er ikke statslige organisationer! Selvom de fleste danskere sikkert har svært ved at se forskellen, så meget som fagbevægelsen har haft indflydelse på opbygningen af velfærdsstaten.

Men selvfølgelig kan fagforeningers aktioner og krav spille en rolle, fx skabe arbejdsløshed for de (uorganiserede) der ikke kan opfylde mindstelønskravene eller lignende. Fagforeningernes betydning er bare vildt overdrevet og forkert forstået.

Det skal for en god orden siges, at jeg ikke har noget imod fagforeninger som sådan. Jeg tror de kan udfylde en nyttig rolle ved at skabe netværk omkring en faglig funktion, og kan også bidrage med mange nyttige tjenester, alt fra juridisk bistand til sommerhusudlejning. Hvis man føler, at man får noget nyttigt ud af sit medlemsskab er det jo bare fint. Personligt følte jeg, at min fagforening direkte modarbejdede mine faglige interesser, men det er jo ikke sikkert at alle har det sådan. Grundlæggende er alle frivilige fællesskaber en fin ting, og finder man glæde i en fagforening, er det jo bare dejligt.

Der er imidlertid to ting, jeg ikke bryder mig om ved fagforeninger i dagens Danmark: 1) At de altid vil tage æren for landets velstand, når æren retteligt tilkommer den enkelte arbejder og kapitalist, 2) At der gælder særlige juridiske regler for fagforeninger i konfliktsammenhæng, hvor man fx ser gennem fingre med ødelæggelser, blokader og chikane, som almindelige mennesker aldrig ville slippe af sted med. Men igen - ligesom med Ungdomshuset - hvis bare man har de rette politiske forbindelser er det helt ok at bruge vold.

Den “nye” licenslov

Med årsskiftet træder den nye licenslov i kraft. Desværre er der ikke så meget nyt, andet end at det forældede og bureaukratiske system nu også gælder teknologier som internettet og mobiltelefoner. Det forbliver en gåde, hvorfor DR har ret til at opkræve en særlig afgift fra i praksis alle danskere, og at dette skal gøres gennem et omstændigt system uden om skattemyndighederne, som laver nøjagtigt det samme arbejde og indkræver nøjagtigt den samme slags afgifter.

Politiken henledte mig til denne lille FAQ på kulturministeriets hjemmeside. Det er absurd, at de kritiske spørgsmål bliver afvist med svar om, at det jo bare er, som det hele tiden har været.

Helsinki Complaints Choir

Hvorfor er meterpizzaen kun en halv meter lang? Hvorfor kan min ven bedre lide sin mobiltelefon end han kan lide mig? Hvorfor lugter sporvogn 3 altid af pis? Det er kun i Finland, man laver et korværk ud af dagligdagens brok, men så gør man det til gengæld også med manér. God fornøjelse med Helsinki Complaints Choir. Tak til CN.

De rige svin!

Nogen gange er aviserne altså for ukritiske.
De rige er mere tilbøjelige til at bruge billig arbejdskraft end andre. Sikke nogle usolidariske røvhuller.

Det kunne måske også være fordi der er flere rige, der har det at igangsætte en håndværker enterprise tættere inde på livet og at de derfor mere seriøst har overvejet sagen.

Det er jo nemt nok at sige “hvis jeg havde masser af penge og skulle have lavet et stykke håndværkerarbejde, SÅ skulle håndværkerne have en ordentlig betaling”.

Hvis spørgsmålet gik på hvor mange der ville købe stjålne buskort, ville det formodenligt vise sig at lavindkomstgrupperne ville være mere tilbøjelige end de rige (der alligevel kører bil). Af det kan man vel heller ikke konkludere at de fattige i højere grad er villige til at stjæle fra samfundet end de rige.

Jeg tager her ikke stilling til det moralske i at ansætte billig arbejdskraft, men til at Politiken ukritisk kolporterer udsagn fra en af sagens parter, uden at gå hverken ham eller undersøgelsen på klingen.

Det er da et meget løst grundlag at konkludere at rige er asociale nærrigrøve på, uagtet om det er tilfældet eller ej.

DSB på frihjul

DSB indfører 1. oktober en såkaldt “Rejsetidsgaranti“. Ordningen er lavet som en reaktion på den massive kritik af de mange forsinkelser, som DSB har haft længe. Den går ud på, at passagererne får en kompensation, når togene er forsinkede. Så vidt, så godt. Der er dog 2 kæmpe huller i ordningen, som mere ligner et mediestunt end et reelt forsøg på at motivere DSB til at yde en bedre service - hvilket selvfølgelig også ville være mærkeligt, når det nu er DSB selv, der indfører ordningen. Hullerne er:

1) Passagerne skal selv dokumentere, at de har kørt (ville have kørt?) med de forsinkede tog, og således selv gøre noget for at få deres kompensation - og skal således selv bruge endnu mere tid, end de i forvejen har mistet på at vente. DSB skriver intet i deres annoncering om, hvordan dette skal forløbe, og jeg kan kun se for mig, at mange aldrig vil benytte ordningen, alene fordi det er for besværligt og ærlig talt også ret usselt at skulle bede om sølle kompensation evig og altid.

2) Ordningen gælder kun, hvis togene er betragteligt forsinkede (mere end 30 minutter), og kun hvis DSB ikke i forvejen har annonceret, at der “kan” ske forsinkelser. Således melder selskabet allerede ud nu, at der kan forventes forsinkelser på flere ruter i en længere periode. DSB har således fået carte blanche til selv at ophæve ordningen og løbe fra deres ansvar, når bare det er “planlagt”.

Hvis det stod til mig, skrotter DSB ordningen med det samme og gør i stedet følgende:

1) Fordi planlagte forsinkelser på tog er mindst lige så forstyrrende og et brud på den forventelige service, som ikke-planlagte, bør man ikke skelne. Selvfølgelig vil der være uregelmæssigheder i togdrift, men dette bør ikke komme som en overraskelse for DSB. De må derfor sørge for at have den nødvendige ekstra-kapacitet, eller simpelhen bare bide i sig, at det er en udgift for selskabet, når der er forsinkelser.

2) Passagerne skal ikke belæmres med at søge kompensation. De er ikke skyld i forsinkelserne. Derimod skal DSB (eller andre) registere alle forsinkelser (hvilket de helt sikkert allerede gør), regne dem om i rejseminutter (det gøres nemt, da man allerede fører regnskab med, hvor mange der rejser på hvilke strækninger hvornår) og simpelthen gøre næste måneds eller års togbilletter tllsvarende billigere. At køre i tog i Danmark er hundedyrt. Hvis servicen var i top, kunne det måske accepteres. Når den ikke er i top, må prisen være tilsvarende lavere.