Ritt og de 5.000 boliger

Abekogens post om Boligmangel i København mindede mig om en lille korrespondance, jeg for præcis et år siden havde med overborgmester Ritt Bjerregaard i månedsbladet Citadel. Bladet kørte en “spørg overborgmesteren”-klumme, og jeg stillede et spørgsmål om prisreguleringen på boligmarkedet – og fik svar! Her er hele diskussionen, kommenter gerne:

Mit spørgsmål:

“Boligproblemet er enormt. Der er for få boliger, fordi det ikke kan betale sig at leje ud på grund af huslejereguleringen. Hvad vil du gøre for at liberalisere lejeboligområdet, så man kan leje og udleje boliger til det, de faktisk koster, og ikke må gå på det sorte eller grå marked, fordi prisreguleringen sætter markedet ud af kraft? Der skal mere dynamik i markedet – og ikke 5.000 nye ‘billige’ boliger til de heldige med forbindelser, som vi andre skal betale. Som udlejer har det irriteret mig enormt, at man skal operere ‘under lovens radar’, dvs. illegalt, for at kunne udleje til det, lejligheden er værd.
Vh Lars, Kbh. V”

Ritts svar kom promte, dvs. blev trykt i samme nummer:

“Jeg er helt enig med dig i, at boligproblemet er stort i København. Det hænger bl.a. sammen med, at vi over de sidste ti år er blevet ca. 35.000 flere københavnere. Fra midten af 90′erne har boligbyggeriet slet ikke kunnet følge med befolkningsudviklingen. I 2001 kom der mere skub i sagerne som følge af en ny boligplan. Sidste år blev der færdiggjort 2.700 boliger i København. I de kommende år forventer jeg, at byggeriet vil ligge på 3.000 – 4.000 boliger årligt. Aldrig er der i nyere tid bygget så mange boliger i København, som der bliver i disse år, men der er også brug for dem.

For yderligere at få sat gang i boligbyggeriet og ikke mindst boliger, som familier med almindelige indkomster har råd til at bo i, har jeg sammen med min borgmesterkollega Klaus Bondam præsenteret en plan for 5.000 billige boliger. Boligerne skal opføres dels af en fond, dels af almene boligorganisationer, dels af private bygherrer. Jeg er glad for den meget positive modtagelse, planen har fået fra københavnerne og byens bygherrer. Det lover rigtig godt for realiseringen.

Jeg er derimod helt uenig med dig i at ophæve huslejereguleringen. Filosofien om, at vi bare giver markedskræfterne los, og jeg så som politiker kan læne mig tilbage og se på, at udbud og efterspørgsel regulerer det hele, holder ikke. Konsekvenserne af et frit boligmarked i København vil ganske enkelt være katastrofale. Vi vil se voldsomme huslejestigninger i stort set alle vores private og almene lejeboliger samt i de mange andelsboliger. Disse boliger udgør 80% af københavnernes boliger! Vil man nærmere studere de sociale effekter af sådan et eksperiment, kan man bare tage til udlandet – og se på andre storbyer. Der bor de fattigste ikke længere i byens boliger, men på gaderne. Dette må ikke ske i København. Vi skal bevare storbyens mangfoldighed ved at kunne tilbyde boliger for alle.

Med den store efterspørgsel, vi har på boliger, er der brug for alle i København. Og det kan sagtens lade sig gøre for private at leje boliger ud inden for lovens rammer med en rimelig indkomst. Der er intet som tvinger private til hverken “grå” eller “sort” udlejning, og jeg kan kun på det allerskarpeste tage afstand fra en sådan måde at udnytte en mangelsituation på.”

Svaret var efter min mening lige så useriøst, som det var forudsigeligt (men hvad havde jeg i grunden regnet med? At hun skulle give mig ret?). Så jeg farede i blækhuset igen

“Det var meget interessant at læse Ritt Bjerregaards svar på mit indlæg i sidste Citadel om den skadelige huslejeregulering i København. Udover de sædvanlige angreb på ‘markedskræfterne’ som ansvarlige for at ‘de fattige bor på gaden’ (ved Ritt Bjerregaard ikke, at mange af verdens storbyer – fra USA til Afrika og Indien – har lige så tåbelig huslejeregulering som København?), når hun alligevel ind til kernen af problemet: At Ritt Bjerregaard gerne vil tilbyde ‘boliger til alle’. Det må være klart for enhver – selv Ritt Bjerregaard – at det ikke kan lade sig gøre. Ikke alle der ønsker det, kan bo i København, fordi København er en attraktiv storby med en begrænset boligmasse. Spørgsmålet er udelukkende, hvordan man regulerer adgangen til boligerne og mængden af boliger: politisk kontrol eller frie markedskræfter? Sagt på en anden måde: Valget står mellem kødannelser og boligmangel – eller højere priser.

Problemet er, at de grundlæggende økonomiske love ikke er på Ritt Bjerregaards side. Når man fastsætter lave priser af politisk vej – og det er det, man gør med lejeboliger i København – så holder producenterne op med at producere. Politikerne kunne også vedtage, at sushi maksimalt måtte koste 5 kroner for en gang rå laks med ris, så ‘alle’ kunne få råd til at spise sushi – selv de fattige. Ville det rent faktisk føre til, at alle kunne spise sushi? Nej, i stedet ville sushi-restauranterne lukke, fordi ingen sushi-kok gider at arbejde, hvis han taber penge på det. Det er præcist det samme, som er sket med boligerne i København: Det er simpelthen ‘for billigt’ at bo i København i forhold til, hvor attraktiv byen er, og derfor bliver der ikke bygget nok nye boliger, da entreprenørerne ikke kan tage det for boligerne, som de koster at bygge og vedligeholde (bortset fra liebhaverbyggeri, som der er specielle regler for). Konsekvensen er bl.a. himmelflugten i priserne på ejerboliger, hvor markedskræfterne som bekendt endnu virker. Huslejereguleringen løser overhovedet ikke boligproblemet, tværtimod: den skaber det.

Ritt Bjerregaards svar er at bygge boligerne på skatteborgernes regning, så man kan holde prisen kunstigt nede. Udover, at de 5.000 nye boliger overhovedet ikke forslår, når der p.t. er brug for 35.000 boliger, så vil det heller ikke hjælpe på det grundlæggende problem: De nye boliger vil jo være lige så attraktive, som dem der allerede findes, fordi de er for billige. Endnu flere mennesker vil ønske at flytte til København, og boligproblemet vil forblive det samme, med tilhørende kødannelse og nepotisme.

I stedet for at pukke på de ‘grå’ udlejere som en del af problemet, bør Ritt Bjerregaard og de andre politikere i stedet prise sig lykkelig for, at nogle gider at tage risikoen og leje ud til markedspris, så vi kan få nogle boliger i omløb (mange flytter fx sammen med kæresten for at tjene lidt ekstra på at leje egen lejlighed ud. Det gør de kun så længe det kan løbe rundt). Desuden er alle de studerende og unge mennesker, der i dag gerne vil bo i København og står uden tag over hovedet, villige til at gå med til de ‘grå’ (dvs. frie) priser – de har nemlig forstået, hvad det hele handler om: hvis du vil bo i København, så må du betale, hvad det koster.”