LO go home!

Normalt bryder jeg mig ikke om at skrive anonymt på nettet, men da jeg synes at blogger har en irriterende kommentarfunktion, skrev jeg en anonym kommentar i Allans tråd om LO’s angreb på “de gule” fagforeninger, der angiveligt “nasser” på LO’s kollektive aftaler. Kommentarerne kan læses her.

Nu ved jeg godt, at “Klabautermanden” også til en vis grad er et anonymt navn, men jeg synes det hører med til blog-begrebet, at en blog der skrives over tid under et pseudonym danner sig sin egen identitet. Så det er altså mig, Klabautermanden, der har skrevet følgende to kommentarer (der gengives ordret med stavefejl og det hele):

Fagforeninger er vildt overvurderede. De to faktorer, der betyder noget for lønddannelsen er 1) Arbejderens kvalifikationer, 2) Arbejdsgiverens investeringer i kapitalapparatet. Fagforeningerne kan i bedste fald være med til at bestemme om en lønstigning bliver i naturalier (længre ferie) eller kontanter.

I værste fald forsinker fagforeningerne lønstigninger og røvrender arbejderne ved at indgå “stabiliserende” aftaler, hvor begge parter lukker af fra konkurrencen - fx fra udlandet. Hvis du sammenligner lønudviklingen under industrialiseringen (der medførte de voldsomste lønstigninger verden endnu har set), har lønnen absolut intet med organiseringsgraden at gøre. Lønnen steg mere i USA (Der havde en organiseringsgrad på 5-10 %) end i Danmark (hvor fagforeningerne som sædvanlig får hele æren for at “vi er rige”).

Selv arbejder jeg på områder, der absolut ingen organisering har, men er udelukkende konkurrencebetonet - og jeg tjener ganske fint og har glimrende vilkår.

og (som svar til en kommentar):

Arbejdsgivere giver kun lønstigninger, hvis det er i deres interesse at gøre det, dvs. hvis de kan tjene penge på det - og at de er tvunget til at gøre det, på grund af konkurrence fra andre arbejdsgivere. Fagforeningers “krav” opfyldes derfor kun, hvis de giver rationel mening for arbejdsgiveren, men det er sådan set ligegyldigt, om det er fagforeningen, der stiller kravet, eller om den individuelle medarbejder truer med at søge andet arbejde (hos en konkurrent).

Du kan jo prøve at forestille dig, hvad der ville ske, hvis en lov fastsatte, at alle mennesker skulle have mindst 1000 kroner i timen. Ville det betyde, at alle mennesker nu fik en høj løn? Nej, det ville betyde, at de fleste virksomheder gik fallit, fordi det ikke ville kunne betale sig for dem, at have folk ansat. Så det er konkurrencen, ikke loven eller fagforeningen, der er arbejderens bedste ven.

Offentligt ansatte har meget stærke fagforeninger. Det hjælper bare ingenting på deres lønniveau, der sakker længere og længere bagud i forhold til de private. Hvorfor? Fordi de kun har én arbejdsgiver og ikke kan gå andre steder hen. Sygepljersker og skolelæreres løn er fx latterligt lav i Danmark sammenlignet med lande, hvor der er flere arbejdsgivere.

Det er i øvrigt virkelig sjovt, at du sammenligner fagforeninger med “andre statslige” tiltag. Fagforeninger er ikke statslige organisationer! Selvom de fleste danskere sikkert har svært ved at se forskellen, så meget som fagbevægelsen har haft indflydelse på opbygningen af velfærdsstaten.

Men selvfølgelig kan fagforeningers aktioner og krav spille en rolle, fx skabe arbejdsløshed for de (uorganiserede) der ikke kan opfylde mindstelønskravene eller lignende. Fagforeningernes betydning er bare vildt overdrevet og forkert forstået.

Det skal for en god orden siges, at jeg ikke har noget imod fagforeninger som sådan. Jeg tror de kan udfylde en nyttig rolle ved at skabe netværk omkring en faglig funktion, og kan også bidrage med mange nyttige tjenester, alt fra juridisk bistand til sommerhusudlejning. Hvis man føler, at man får noget nyttigt ud af sit medlemsskab er det jo bare fint. Personligt følte jeg, at min fagforening direkte modarbejdede mine faglige interesser, men det er jo ikke sikkert at alle har det sådan. Grundlæggende er alle frivilige fællesskaber en fin ting, og finder man glæde i en fagforening, er det jo bare dejligt.

Der er imidlertid to ting, jeg ikke bryder mig om ved fagforeninger i dagens Danmark: 1) At de altid vil tage æren for landets velstand, når æren retteligt tilkommer den enkelte arbejder og kapitalist, 2) At der gælder særlige juridiske regler for fagforeninger i konfliktsammenhæng, hvor man fx ser gennem fingre med ødelæggelser, blokader og chikane, som almindelige mennesker aldrig ville slippe af sted med. Men igen - ligesom med Ungdomshuset - hvis bare man har de rette politiske forbindelser er det helt ok at bruge vold.