En gammel tråd

Jeg faldt over denne tråd, som jeg (Morten Wittrock) skrev i for et par år siden. Bloggens indehaver, Sidsel, er skeptisk overfor alternativ behandling og har bl.a. blogget om afsløringer af nogle yderst suspekte aktører indenfor det område. Det konkrete indlæg handler om akupunktur og kommentartråden udvikler sig til en debat om hvorvidt den kinesiske medicins akupunkturmodel kan afvises med udgangspunkt i vestlig naturvidenskab (bemærk, at sorteringen af indlæggene ikke er fuldstændig kronologisk, hvilket kan være forvirrende).

Når jeg genlæser den i dag, sidder jeg med en fornemmelse af, at min opponent antager, at jeg selv spår i kaffegrums og leder efter jordstråler med birkekviste. Det kan jeg godt trække lidt på smilebåndet af nu :-) Det skal dog nok ses i den kontekst, at Sidsel tidligere har været i en række ophedede diskussioner med tilhængere af mere eller mindre tvivlsomme alternative behandlere, hvorfor hun kan tilgives for at antage, at en vedholdende debattør har en lignende dagsorden (hvis hun altså antog det, det skal jeg ikke endeligt kunne sige).

Under alle omstændigheder indeholder tråden nogle gode indlæg om særligt sondringen mellem en model (eks. vestlig medicin, kinesisk medicin) og dét, der modelleres. Når debatten ikke rigtigt når nogle steder, er det nok fordi jeg (og min gamle ven og kollega Søren Bak) kommer med det udgangspunkt, at konkurrerende modeller må vurderes på forklaringsevne m.m. medens Sidsels udgangspunkt er, at den naturvidenskabelige model (i virkeligheden nok nærmere den naturvidenskabelige metode) er den endegyldige model af verden.

3 svar to “En gammel tråd”

  1. Klabautermanden siger:

    En klassiker!

  2. Sidsel siger:

    Hvor hyggeligt! :-) Jo, dengang antog jeg nok at du var en af dem med birkekviste - i hvert fald i starten.
    Og jeg er stadig uforbedrelig tilhænger af empiri og den naturvidenskabelige metode som den eneste virkelig effektive måde at opnå viden om verden på. ;-)

  3. PBT siger:

    Ja der tilhører jeg nok mere instrumentalisternes lejr, hvor du er realist i den videnskabsteoretiske forstand. Klippet fra Wikipedia:

    “In the philosophy of science, instrumentalism is the view that concepts and theories are merely useful instruments whose worth is measured not by whether the concepts and theories are true or false (or correctly depict reality), but by how effective they are in explaining and predicting phenomena.”

Leave a Reply