John Mogensen - “Stifinderen”

Mandagsdrengene - der jo står bag denne blog - har efterhånden fået et blødt punkt for den danske sanger John Mogensen. Det har ellers taget lang tid, for John Mogensen blev mødt med stor skepsis i kredsen, da Smarallen først introducerede “John” i midten af 90erne. Bodegavom og seler - ikke noget for selvsmart universitetsungdom og det der ligner. Men “John” krøb ind under huden og er nu fast inventar til alle Mandagsdrengenes julefrokoster - hvor han er bedre kendt under navnet “Stifinderen.”

Hvorfor “Stifinderen”? Udtrykket skyldes den tidligere radiovært Michael Juul Sørensen, der i en gavmild tone skrev omslags-noterne til Smarallens cd John’s Allerbedste. De er værd at citere lidt nærmere her:

Det er ikke hvem som helst beskåret at blive kaldt stifinder. Men det var John Mogensen. Prøv at se på to af denne CD’s skæringer: Så længe jeg lever. Og den anden - Livet er kort.

Hvem kunne balancere mere virtuost på linen mellem sentimentalitet og ægthed bedre end John Mogensen? Hans livsnære tekster minder os om, at livet faktisk er et spørgsmål om start og slut. Og så er dét at poste så mange oplevelser som mulige på ind imellem. Vi, de blaserte overlevende, ved det også udmærket. Men har så forbandet svært ved at få dét, vi kalder det banale, ud mellem sidebenene. Få gjort dét til de linier efter hvilke vi lægger vores liv.

(…)

Nogle lever halvt. Andre helt. Fuldt ud i alle fire hjørner. John Mogensen prøvede alt af - og måtte tage konsekvensen, da den nu engang var uundgåelig.

Et lykkeligt og ulykkeligt menneske i ét. En sanger og skriver, som kunne, ville og turde overskride grænserne fra det private til det offentlige liv. En stifinder, som alle vi andre kan være stolte af at have levet iblandt. At have levet med. Og at have lov til at huske.

Patetisk - og vel alligevel sandt, hvis man lærer at lade sig ledsage af Mogensens stemme og tekster og lærer hans verden at kende. Alligevel er det klart, som teksten også bærer præg af, at der i tilfældet John Mogensen står mange kunstnerklicheer i kø for at komme til: Han “var sine tekster” han levede “fuldt og helt”, hans “hjerte bankede for underhunden” osv. i den dur. Og så drak han sig endda ihjel i en alder af 48 i 1977. Kan den dranker-poetiske positur blive mere komplet? Og ret beset er John Mogensen vel så en lidt mærkelig stifinder, der finder vej til et sted, hvor de fleste åbenlyst ikke har lyst til at komme: nemlig en tidlig grav. Men hvad er det så ved ham, der fascinerer så voldsomt?

John Mogesen som offentlig figur er snarere end at være en “Stifinder” et fatamorgana af bodega- og kvistværelses-romantik, hvor der virkelig “bliver levet helt ud i alle fire hjørner”, man ikke har “salt til et æg” men hjertet til gengæld hele tiden er med i dansen. Det er jo ikke umuligt, at John Mogensens liv rent faktisk har svaret til klichéerne, og hvis man skal tro hans tekster - der ofte holdes i jeg-form - har det helt sikkert gjort det.

Men det er imidlertid også klart, at forestillingen om, at John Mogensens tekster simpelthen krænger “Stifinderens” sjæl og liv ud ledsaget af ferm dansktop-musik, og at der er et 1:1 forhold mellem kunsterisk produktion og liv i tilfældet John Mogensen, også svarer til nogle meget fæle - men meget almindelige - forestillinger om den udøvende kunstner som selvudleverende livspoet. En forestilling der lever i bedste velgående i rockmusikken, hvor det automatisk giver credibility at have været afhængig af heroin eller andre stoffer - SÅ har man virkelig noget på hjerte. Det er ikke kunsteren som “Stifinder”, men snarere kunstneren som “levet liv per stedfortræder” - eller den sære form for vampyrisme, der karakteriserer vores forhold til fiktionen: vi vil se blod. Bare ikke vores eget. Eller vores næres. Blodet skal helst blive inden for billedrammen, tak. Ellers gør det jo ondt.

Det bizarre opstår så, når vi samtidig hævder, at den fine kunstneriske ramme også skal svare til virkeligheden. “John, han var simpelthen sine tekster.”

Men var han nu også det? Ja, det hævder Frank Toft-Nielsen i sin velresearchede og på mange måder gavmilde biografi John Mogensen - Livet er kort, som Klabautermanden gennemlæste over julen. Det er p.t. det eneste forsøg på et biograisk livtag med “Stifinderen” og det kulturelle ikon John Mogensen, og er et udpræget stykke fanlitteratur. Diskografien er komplet, billederne fantastiske og der er masser af henvisninger til forskellige indspilninger og den store vifte af forskellige musikere og bonkammerater, der medvirkede på pladerne. Men bogen er - desværre - næsten klinisk renset for forsøg på at komme nærmere ind på personen John Mogensen og hans forhold til sin musik, og det interessante står derfor mellem linjerne, eller står der oftest slet ikke, for man har på fornemmelsen, at det heller ikke for alvor er blevet tænkt: Kan det nu virkelig passe, at John bare sådan var sine tekster?

Der er i hvert fald en række meget mærkelige uoverensstemmelser mellem Stifinderens tekst-liv og virkelige levede liv. Mest fremtrædende er diskrepansen mellem John Mogensens virkelige privatliv og det liv, der fremhæves i teksterne. John Mogensen var faktisk gift med den samme kvinde - Ruth Mogensen - stort set hele sit voksne liv (faktisk fra han var en ganske ung mand, 22 år), hvor de boede i Dragør og fik en pige - Minna - sammen. I følge Frank Toft-Nielsen var ægteskabet i det store og hele lykkeligt. John var et hjemmemenneske, der elskede sin familie, og vi hører ikke noget om udenomsægteskabelige affærer eller andre kurrer på tråden. Men hvad så med “Ursula” spørger den vågne John-lytter…

Det tjener på sin vis Toft-Nielsen til ære, at han ikke har lyst til at grave i slibrigheder i John Mogensens privatliv, men den manglende information om Stifinderens helt personlige liv gør det i hvert fald klart, at John Mogensen ikke var sine tekster. Eller i hvert fald var dem på en helt anden og meget mere kompleks måde, end den ligefremme “her kommer jeg, og nu skal du høre, hvad jeg har at sige”-tolkning. For John Mogensens tekst-persona er bestemt ikke et menneske med styr på hjemmelivet og harmoni i sjæl og sind: Han er fordrukken, forfløjen, ensom - og med en ganske god appetit på damer. Kan det så virkelig passe, at han samtidig havde et lykkeligt og stabilt ægteskab, hvor fru Ruth ganske vist var bekymret over, at han var så meget ude at spille, men ellers stod klar med flæskestegen til far kom hjem. Næppe. Enten var John ikke sine tekster - eller også er der noget, Toft-Nielsen ikke har fortalt. Sandheden er sikkert lidt af begge dele.

John Mogensens kunstneriske liv lader sig inddele i tre centrale perioder, der sjovt nok er cirka syv år lange hver: De “Syv fede år i refærnsangens tjeneste” (1956-1963), hvor John Mogensen fik stor succes med kvartetten Four Jacks med Poul “Rudi” Rydiander, Otto Brandenburg (senere James Rasmussen) og Bent Werther. Mogensen var efter sigende “nerven” i kvartetten, hvor han stod for arrangementerne af de folkelige refrænsange (”Mandalay” og “O Marie jeg vil hjem”), men selvom han godt kunne kæve en bajer, var det den lille humoristiske Bent Werther der stod for løjerne i kvartetten - i så høj en grad, at han meget tidligt drak sig ihjel. Også den gang var det hårdt at være i showbiz, selvom stimulanserne var øl og snaps frem for narkotika.

Efter Four Jacks opløsning forsvandt John Mogensen ind i det, han senere kaldte “Den blå tid” (1964-1970), en både ulykkelig og forsumpet periode, hvor han turede landets små værthuse og spillede piano til bryllupper for et stykke smørrebrød og en potte snaps, men også mødte en række “saftige fyre” på byens “listige steder” (som man sagde dengang) og lærte livet at kende på en helt anden og sortere måde end de glade tider med Four Jacks, hvor der var succes og penge nok. Hjemme i rækkehuset i Dragør ventede fru Ruth stadig, men nu synes hun ikke det var helt så sjovt længere, at John rendte land og rige rundt. Han var jo ikke ung mere (født i 1928) og tjente heller ikke godt. Perioden må have taget hårdt på ham, men det var også her, han grundlagde “Stifinderen” - vildmanden med ølvom, sort skjorte ala Johnny Cash, fløjlsjakke og garvet cykelstyroverskæg: “John” som vi kender ham.

“Den blå tid” blev i sidste ende vendt til noget konstruktivt, for der var her John Mogensen skrev - og måske oplevede - mange af de sange, som senere skulle gøre ham berømt, fx “Sidder på et værtshus”, der virker så selvbiografisk, at man føler man selv har oplevet det. Det er her hans særlige perspektiv på tilværelsen opstod: stodderen og den udstødte livskunstners perspektiv, “nede i møget”, men med en sandhed at sige til “den fine mand”. Sandheden fik hele landet at høre, da “Der er noget galt i Danmark” bragede igennem på Dansktoppen i 1971 og både forargede, revsede og solgte som varmt brød. John Mogensens lykke var gjort - og hans skæbne beseglet. De næste seks år, indtil hans død i påsken 1977, arbejdede han non-stop med stor succes men med stadig svagere kunsterisk kraft, hvilket kombineret med stress og enorme krav til sig selv både kunsterisk og kommercielt kun kunne gå én vej. Og det gjorde det så.

John Mogensens to succeshistorier er som de er - kedsommelige og forudsigelige 3-akters: gennembrud, berømmelsens tinder, nedtur. Det er i “Den blå tid” at skoen trykker og de interessante ting sker. Det er her John Mogensen forvandler sig fra en glad refrændreng til en folkelig kunstner med noget på hjerte, det være sig populistisk fremskridtsskepsis (”Der er noget galt i Danmark”), ensomhedshymner (”Ensomhedens gade nr. 9″) eller rørstrømsk patos (”Så længe jeg lever”). Når han er bedst, er han rigtig god (”Nede i møget”), og når han er værst er han tåkrummende pinlig (”Morfar”). En på mange måder interessant kunstner, der forsøger at bevare autencitet og intensitet i en dansktop-genre, som vader i klicheer og fattige refræner, men som aldrig helt indfrier løfterne fra de bedste numre - måske fordi han simpelthen ikke havde meget mere at byde på.

Samtidig er John Mogensen en kunstner, der stritter af modsætninger og skriger på en bedre forståelse end den bodegavisdom, der hidtil er lagt for dagen, hvor John “bare er som han er”. “John” er jo rigtig mange ting: Ensom, forsmået elsker, Don Juan, drukkenbolt, trofast ægtemand, manden på gulvet, outsideren, lommefilosof, skibspoet, samfundsrevser, osv. - og samtidig var han altså et helt almindeligt famliemenneske i en tryg kernefamilie med børn, børnebørn og grønlangkål om søndagen. Det kan jo umuligt være den samme person alle disse forskellige John’er, for det kan jo ikke både passe at han ragede fordrukken og ensom rundt i “Den blå tid” og samtidig havde et trygt hjem at vende tilbage til i Dragør. Enten var hjemmet ikke helt så trygt, som Toft-Nielsen gør det til - eller også var John Mogensen ikke helt så ensom, som han synger om.

Et eller andet sted får vi ikke fortalt hele historien - men det er jo netop kunsten: at skære ind til benet og finde den gode løgn, der skaber den helt rette stemning til det, man vil fortælle. For John Mogensen skal først og fremmest ses som en fortæller - en ærlig og oprigtig fortæller ganske vist, men først og fremmest en fortæller med (løgne)historier om en svunden tid og et stykke Danmark vi i café latte-generationen ikke længere kender til, selvom vi kan snuse til det på McKluud på Istedgade, hvis vi tør. John Mogensen synger ikke om sig selv, og han er ikke på nogen måde sine tekster - men han synger solidarisk og indlevet om en verden, han kendte til og holdt af, og som vi andre så kan være glade for at få et indblik i gennem Stifinderen. Hvis vi ellers kan finde derind for alle de patetiske klicheer, der slynges om Stifinderens verden, både af ham selv og hans fanskare. En rigtig Stifinder er jo også god til at lede på vildveje!