Nu er jeg næsten lidt ærgerlig over, at Gentlemanden kom før mig med sin i øvrigt glimrende postering Nødhjælp 2.0. Jeg vil nemlig godt bruge lejligheden til at reklamere for et lignende projekt, der står mig ganske nær, nemlig aid4education.org. Jeg har hjulpet de to søstre bag projektet med at lave deres site, og jeg vil gerne citere pressemeddelelsen her i dens helhed. Og i øvrigt opfordre jer alle til at give et bidrag, hvis I har lyst til at støtte en værdig sag, der for en gangs skyld ikke smider gode penge efter dårlige, men giver målrettet og kontrolleret støtte til mennesker med et potentiale, så de i det lange løb kan gøre en forskel. Her er hvad søstrene selv skriver:
TO SØSTRE LANCERER FOND FOR UNGE GHANESERE
Aid4education.org er en ny internetbaseret fond, der sponsorerer videregående uddannelser for fattige unge i Mamobi, Ghana. Fonden forsøger herved at bidrage til udviklingen af et af de fattigste områder i Ghanas hovedstad Accra.
Initiativtagerne bag Aid4education.org er Isabella Kyle og Caroline Nellemann, to søstre bosat i henholdsvis New York og København. Isabella og Caroline fik ideen til fonden, da de i juli 2005 filmede den prisbelønnede dokumentar “Survivor in the Zongo” for Danida i Ghana.
Gennem samtaler med Mamobis unge hørte søstrene om problemerne forbundet med at forbedre levestandarden i det lille lokalsamfund. Mamobi er et område uden rindende vand og sanitære forhold. Hver dag er en kamp for at sikre de basale nødvendigheder, og indbyggerne har derfor hverken tid eller midler til at gå i skole. Uden en uddannelse er udsigten til et bedre liv meget begrænset.
Aid4education.org giver motiverede unge i Mamobi muligheden for en bedre fremtid ved at sponsorere deres uddannelse. De langsigtede mål er at gøre en væsentlig forskel i nogle få individers liv og derved påvirke et helt lokalsamfund positivt.
Vi har brug for din hjælp til at projektet lykkes. Alle donationer - store som små - kan foretages gennem www.aid4education.org, og går ubeskåret til de unge ghaneseres uddannelse. Fonden fungerer udelukkende på frivillig basis.
Send gerne denne meddelelse videre til andre interesserede, så netværket kan udvides, og flere unge kan få muligheden for at uddanne sig.
Yderligere information kan findes på hjemmesiden www.aid4education.org.
januar 25, 2007 kl. 2:16 am
(fra “Nødhjælp”)
Er det samme tilfældet med uddannelses projektet?
januar 25, 2007 kl. 8:55 am
Hej Anne,
Der er ikke tale om et lån, men om en gave. Tilbagebetalingsprocenten er derfor 0. Til gengæld får du glæden ved at hjælpe (i første omgang) to kvikke drenge ud af slumbyen og ind på universitetet. Det er også tanken, at du skal kunne følge deres liv under uddannelse på bloggen - og altså samtidig kunne holde øje med, at pengene bliver brugt fornuftigt (du vil også kunne se regnskaberne for de studerende). Hvis det fungerer vil endnu flere forhåbentlig kunne blive hjulpet.
januar 25, 2007 kl. 12:27 pm
Det lyder som et rigtig godt initiativ også. Sejt af pigerne at få det stablet på benene.
januar 26, 2007 kl. 9:19 am
Det minder om Rastrups projekt. Han har hjulpet 4 thailandske børn så de kunne komme på universitet og følger dem løbende… og prøver at få flere til at gøre det samme.
Det er et meget sympatisk projekt synes jeg og sikkert også spændende at gøre en forskel for nogle børns liv og følge hvad de får ud af det…
Faktisk tror jeg at det at blive “fulgt” på den måde booster børnenes motivation og drivkraft. At de vil bevise at “investeringen” i dem var helt rigtig, at de kan blive til noget. Men det er bare et gæt.
januar 26, 2007 kl. 11:45 am
Hej Anne,
Tak for link, jeg kendte ikke Rastrups projekt, men det ser godt ud. Jeg tror også, at du har helt ret i dine overvejelser, og vil godt lige knytte et par kommentarer til det, nemlig om behovet for personlige relationer. Jeg tror faktisk, at de gavner både givere og modtagere af udviklingshjælp (til forskel fra nødhjælp, der er mere kortsigtet). Det er nogle overvejelser, jeg har gået og gjort mig i længere tid. (Det skal for øvrigt siges, at det jeg skriver her er helt for min egen regning, og ikke har noget direkte at gøre med aid4education.org. Det er således ikke nogen “programerklæring” fra fondens side, hvis man skulle få den tanke
- jeg har kun hjulpet fonden med IT og har ikke nogen direkte involvering i den.)
For det første er det ret svært at hjælpe andre. Det lyder mærkeligt, men grundlæggende er det meget meget svært at gøre en positiv forskel i andres liv. Det er nemt at sende penge, men det er meget svært at sikre sig, at de bliver brugt ordentligt. Og selv når de bliver brugt ordentligt, er det svært at undgå, at hjælpen fostrer afhængighed. Den hjælp, der skulle være hjælp til selvhjælp, bliver i stedet til en hjælp til uselvstændighed.
Det har man desværre både set med den store ulandshjælp, som Danmark profilerer sig på, men såmænd også med bistandshjælp o.l. i Danmark. Viljen er god nok, men resultatet er ikke altid derefter. Hvis man derudover lægger korruption og dårlig regeringsfølge i fx Afrika oven i hatten, så har man i stedet for udviklingshjælp faktisk kun hjælp til, at de samme dårlige vaner holdes ved lige og de samme skurke bliver ved magten. Og det var jo ikke lige meningen.
Det tror jeg på en eller anden måde er gået op for mange danskere, hvilket er en af grundene til, at kampagner som “køb en ged” eller forskellige fadderskabsordninger er blevet en stå stor succes: Vi vil gerne se, at det hjælper, helt konkret. Vi er kun mennesker og har svært ved at tænke abstrakt og langsigtet, når det handler om ukendte mennesker så langt væk. Men når vi ser, at vi faktisk står overfor et medmenneske, som vi kan have en personlig relation til, så vil vi meget gerne hjælpe. Er man fadder for et barn i Uganda, så får man brev fra barnet og kan følge dets skoleuddannelse. Så føler man også et ansvar og ved, at man har været med til at gøre en forskel.
Når min mor får brev fra “sit” barn i Afrika, så rører det hende, og hun føler, at hun har udrettet noget. Det har hun også. (Hvis man for øvrigt har set filmen “About Schmidt” kan man se, at man kan redde sit eget liv ved at redde andre).
Men hvor er alle de penge blevet af, som vi gav over skatten til storslåede uviklingsprojekter i Tanzania eller Boliva? Nogen langsigtet udvikling kan man i hvert fald ikke få øje på. Tanzania er i dag fattigere end nogensinde, og de millioner af kroner Danmark har givet Bolivia til fx udviklingen af uddannelsessektoren er spildt efter Evo Morales er kommet til (og det har jeg i parentes bemærket fra hestens mund, dvs. fra folk, der selv har været involveret i projekterne).
Men når Umar og Muniru fra Mamobi i Accra har fået deres uddannelse igennem aid4education, så kan ingen tage den fra dem. Det kan være, at der ikke er muligheder for dem i Ghana, men måske kan de så tage til USA - eller til Danmark, hvem ved? Måske kan de rejse til Midtvesten og skabe sig en formue, og tage tilbage til Accra og starte en god skole. Måske opfinder de et vidundermiddel mod kræft, måske sker der noget helt andet. En ting er i hvert fald helt sikkert: Hvis de bliver i Mamobi, så sker der ingenting. Så synker de ned i den almindelige slum og sløvhed, som præger alle de andre unge i den bydel: Så sidder de på gadehjørnet og glor ud i luften. Slummen er et ekstremt destruktivt sted at være, hvor man vogter på hinanden og holder hinanden nede. Det gælder om at komme ud, hvis man har evnerne - og pengene.
Derfor “booster” det helt sikkert også børnene i den anden ende. De ved, at vi helt frivilligt støtter dem, fordi vi tror på dem og gerne vil hjælpe dem. Det er en stor tillid at vise andre mennesker, og en sådan har det med at få folk til at ranke ryggen. Det betyder jo ikke, at de altid vil få succes, men der er efter min mening en meget bedre chance, end hvis hjælpen kommer som et par abstrakte millioner til et eller andet usynligt i uddannelsessektoren.
Et eller andet sted er det selvfølgelig bunduretfærdigt, for hvorfor er det lige de to, der skal have hjælp, og ikke alle mulige andre? Skal folk være søde og nuttede for at få hjælp? Det vil være den gamle (venstreorienterede ;-)) indvending, at det er “strukturerne” det handler om. Og det er det jo også, Umar og Muniru og alle mulige andre er fanget i et usundt samfund, som de ingen indflydelse har på - og det har vi dybest set heller ikke. Vi kan ikke reformere Ghana - hverken Mandagsdrengene, Danmark eller Vesten kan gøre noget (end ikke USA om de så sendte alle marinesoldaterne) - det kan kun ghaneserne selv, hvis de vil. Men vi kan gøre en forskel for nogle få mennesker, som fortjener bedre. Og det er derfor, at den personlige relation er den bedste hjælp for alle parter.
januar 31, 2007 kl. 5:57 pm
Jeg er helt enig! Personlige relationer gør en stor forskel.
Udover motiveringsfaktoren hænger det måske også sammen med de gode kontrol muligheder når man er nede i småskala og følger med i, om Umbuksu nu også går på universitetet eller om han er droppet ud for at sniffe lim i slumkvarteret.
Folk har det med at give ansvaret fra sig når projekter bliver store og bureaukratiske - det er ligesom “hvad alle ejer, føler ingen ansvar for” teoremet. Eller som store bureaukratiske virksomheder.
Faktisk er der en artikel mere om emnet på Rastrups blog - “Danida hjælp lige i rendestenen”
(Nu får jeg nok snart en regning for at dyblinke til hans blog, he he… bare en Krak-vits)
Børnesponsor, mikrolån, køb en ged… der er det nede på et plan hvor både giver og modtager er personligt ansvarlige. En fin trend, helt bestemt.
Men faktisk tror jeg også det er fordi folk gerne vil købe den gode historie, udover de gode intentioner naturligvis. Ligesom mange gerne vil læse uden på mælkekartonen hvor koen bor henne og hvad mejeristen hedder, når de køber mælk i Brugsen. Følelsen af personlige relationer snarere end “store masser”, og af at verden er fuld af historier.
april 25, 2007 kl. 4:14 pm
[...] Apr 25th, 2007 by Lawrence Whiteberg A while back I wrote about the interesting aid-site aid4education.org, which I helped set up, where you can help African youths get an education, not by making broad donations but by helping specific individuals. This post is just to tell you that there actually right now is a lot of activity on the student blog. Unfortunately comments are off right now (due to spamming), but it’s still worth a read. You can also donate, if you want to. [...]