Vi er de sidste 10+ år blevet opdraget med, at det er god stil at købe økologisk fra den lokale, eller i hvert fald danske bondemand. På den måde er vi med til at redde miljøet, både fra sprøjtemidler og co2 fra lang transport. Hvis man ser sagen fra en global vinkel, ser det imidlertid helt anderledes ud. Som sædvanlig er det The Economist, der tager bladet fra munden og provokerer med forside-teksten “Good Food? Why ethical shopping harms the world”, og i den bagvedliggende artikel fremføres følgende argumenter mod økologiske fødevarer:
1. Økologisk produktion er mindre effektiv end konventionel, hvorfor den kræver et større areal. Det er måske ikke så stort et problem i Europa og USA, hvor vi har rigeligt med fødevarer, men globalt set betyder økologisk produktion, at mere og mere uopdyrket land, dvs. vild natur, skove osv., må omdannes til marker - og marker er ret beset et meget større overgreb mod miljøet end sprøjtemidler.
2. Lokal produktion kræver faktisk mere transport, fordi der (ifølge undersøgelser) sammenlagt bruges mere energi på de lokale veje, end der bruges på at sejle den halve klode rundt.
Derudover argumenteres der for, hvordan støtte til landmænd i både EU og USA, men også i ulandene, i høj grad er med til at skade ulandene. I stedet skal der (selvfølgelig) frihandel til at gøre forholdene bedre for alle på længere sigt. Hvis ulandene får lov til at konkurrere på de vestlige markeder på lige vilkår, vil de få mulighed for at afsætte deres varer på en langt mere bæredygtigt måde, som igen vil sætte gang i de landes lokale økonomier - noget de har hårdt brug for.
Hvis man ikke har adgang til The Economist, eller ikke har lyst til at læse bladets liberale og måske heller ikke allermest letlæste artikler, har Politiken en udmærket kronik, som netop tager udgangspunkt i The Economist. Den kan også anbefales dem, der allerede har læst forlæget - der er meget ekstra information at hente.
december 28, 2006 kl. 11:58 am
Det var nogle rigtig interessante og provokerende artikler i The Economist, som burde få folk til at tænke sig om en ekstra gang, når de “stemmer med fødderne” og leger politiske forbrugere.
Et vigtigt argument imod mantraet “Fair Trade”, fx Max Havelaar-mærket, er at den væsentligste grund til, at mange bønder i udviklingslandene tjener for lidt på deres produkter, er overproduktion (og ineffektiv produktion). Kaffebønderen i Nicaragua er ikke fattige, fordi de store kaffehandlere, der sælger til danske supermarkeder, er onde, men fordi der bliver produceret for meget kaffe på en ineffektiv måde, så prisen og profitten bliver lav. Derfor er det klart, at Fair Trade - der giver mere for kaffen, end den er værd og belønner folk for at producere ineffektivt (fx ved at satse på små hyggelige familielandbrug) - ikke er nogen løsning: Tværtimod opfordrer den jo ENDNU flere bønder til at producere ENDNU mere kaffe på en ineffektiv måde, i stedet for at begynde at producere nogle andre afgrøder, som ville give bedre priser eller investere i mere effektiv produktion (det samme fænomen kan man se med overproduktion blandt europæiske landmænd på støtten). Fair Trade medfører simpelthen, at bønderne bliver hængende i et uproduktivt erhverv, hvor de lever på vestlige forbrugeres trang til at føle sig etiske, men reelt bliver ved med at være fattige. Det er ikke det der er meningen, men det er det, der faktisk sker. Man skal ikke belønne folk for at være fattige og ineffektive. Så bliver de bare ved med at være det.
januar 1, 2007 kl. 6:27 pm
Det er glædeligt at indsigten er nået frem til Politiken.
Steen Steensen har i øvrigt i sidste halvdel af 2005 udgivet et underholdende politisk kampskrift med titlen “Økologismen - en kulturødelæggende kraft”, der kan købes her:
http://home14.inet.tele.dk/steensen/
Skriftet er uforbeholdent positivt anmeldt her:
http://www.coin.dk/default.asp?aid=1075
Mvh
Simon
januar 2, 2007 kl. 7:45 am
Det er bestemt en aktuel problemstilling der er rejst! Men det er som om debatten har det med at blive overforenklet. Selvom økologi ikke er ren englesang er det lige så naivt at hoppe i den modsatte grøft og sige at hvis man bare slipper de frie markedskræfter helt løs, så skal den usynlige hånd nok rydde op.
Marker er i praksis ikke rene fødevarefabrikker isoleret fra det omgivende miljø. Der er negative eksternaliteter at tage i betragtning når det gælder miljøet, så derfor kan dyrkningsmetoder og anvendelse af sprøjtegift ikke blot være et spørgsmål om at producere billigst. Man kan så diskutere om økologi er nødvendigt og om sprøjtemidler er så farlige men det er ikke en politisk men en videnskabelig diskussion.
2.Hvorfor er “Globalt” og “lokalt” gensidigt udelukkende? Globalt må nødvendigvis være lokalt, et eller andet sted.
“Derudover argumenteres der for, hvordan støtte til landmænd i både EU og USA, men også i ulandene, i høj grad er med til at skade ulandene (…)”
Helt enig… Landbrugsstøtten bør afskaffes og er hovedårsagen til især Afrika’s fattigdom.
Men det er jo ikke for at være økologiske og politisk korrekte at der er landbrugsstøtte. Det er et spørgsmål om stærke landbrugslobbyister i EU (og USA). Så snart EU tænker på at afskaffe landbrugsstøtten, fyldes gaderne i Paris med traktorer og køer…
Desuden må EU’s og USA’s landbrugsstøtte nødvendigvis afskaffes samtidig, og USA vil heller ikke.
januar 2, 2007 kl. 10:08 am
Anne, hvor er det lige, at økologi og de frie markedskræfter er i modsætning til hinanden? Mig bekendt er økologi primært blevet en succes herhjemme gennem forbrugernes frie valg, bl.a. fordi forbrugerne forestiller sig at de gør verden bedre ved at købe økologisk. Her kommer Economist artiklen ind og påpeger, at der er en række problemstillinger, som sjældent bliver taget med i det regnestykke (altså forbrugerens vægtning af den eventuelle gavn ved at købe økologisk). Det har ikke noget med økologi vs. de så forkætrede “frie markedskræfter” at gøre.
Pointen ved artiklen er jo, at selvom traditionelt landbrug forurener, så gør økologisk landbrug alligevel i det store og hele mere skade, fordi der skal inddrages meget mere jord til landbruget.
januar 2, 2007 kl. 1:39 pm
Anne, tak for dit gode input. Jeg er dog helt uenig i, at økologi og sprøjtemidler er en videnskabelig diskussion, og ikke en politisk. Det er videnskabens opgave at bidrage med undersøgelser og oplysninger, og selv om det selvfølgelig ikke altid er entydigt, må den forsøge at forholde sig så neutral som muligt. Og herefter er det politikernes opgave at diskutere, hvad der skal gøres. Det er ingen tvivl om, at mange sprøjtemilder er problematiske og uønskede, fordi de forurener og sikkert også ødelægger produktionen på længere sigt. Men det må stadig opvejes over for fordele og ulemper ved at gøre tingene på andre måder.
Grunden til, at økologi er blevet mere populært (selv om det faktisk sælger mindre, end producenterne kan levere), er at det er gjort til et meget nemt og letforståeligt valg: når man køber økologisk, betaler man mere, men får noget ekstra - i hvert fald viser man, at man har “hjertet på rette sted” - og hvis man ikke gør det, så er man lidt nærrig og lidt egoistisk. Det er det samme problem, der har været omkring Lomborg. Uden at jeg skal forsvare hans synspunkter, er det stadig meget kritisabelt, at enhver diskussion går i stå, fordi man henviser til “gode intentioner” i stedet for til reelle resultater.
januar 2, 2007 kl. 4:03 pm
Præmissen for dilemmaet (og for den der Nelson-style “hah-hah” effekt, I formodentlig gerne vil opnå :-)) er vel, at man køber økologisk for at gøre verden bedre, men er det altid tilfældet? Det påstår I godt nok meget kategorisk, og det lyder jo altid meget overbevisende, men er der belæg for det? Hvis bevæggrunden er, at man vil have mindre sprøjtegift i sin mad eller at det dyr, man spiser, skal have haft et rimeligt liv, så forsvinder dilemmaet. Så har man fået den nytte, fra det økologiske produkt, som man ønskede. Tilbage står så nogle problemer med produktionen, der skal løses (såsom at transporten forurener mere), men det er der vel næppe noget nyt i.
Men det er da en sjov og provokerende historie
januar 2, 2007 kl. 4:24 pm
Det er vel ikke altid tilfældet. Jeg kender folk, der køber økologisk, fordi de synes det smager bedre. Eller folk, der af en eller anden grund ikke vil have ‘gift’ i maden (selvom det naturlige giftindhold kan være meget større end de kemiske gifte, fx i rabarber).
Men hovedargumentationen, fx fra Det Økologiske Råd er, at økologisk produktion belaster miljøet/verden mindre end traditionel produktion, og at det er muligt at skabe en “bæredygtig” produktion. Det er ikke nødvendigvis rigtigt når man tager i betragtning, at brugen af pesticider osv. er grunden til, at vi ikke behøver tage nye arealer i brug, men kan producere mere på den samme plads. Hvis hele verden gik over til økologisk landbrug, ville en global hungersnød muligvis være resultatet.
Fakta er, at produktion belaster miljøet lige meget hvordan vi vender og drejer det. Det er en vigtig opgave at begrænse belastningen mest muligt, men der er en række fordomme omkring økologisk produktion, som ikke holder vand, hvis man ser nærmere på dem.
Men selvfølgelig, hvis man har andre grund til at købe økologisk end at redde miljøet, kan det være et fint valg. Bortset fra, at miljømyndighederne måske burde skride ind og forbyde økologisk produktion
januar 2, 2007 kl. 4:49 pm
Jeg synes nu ikke, jeg ønsker at opnå nogen “hah-hah”-effekt, men blot gøre tingene mere nuancerede. Jeg har selv købt meget økologisk og gør det stadig med især mælk - dels fordi lovgivningen omkring dyrevelfærd (som jeg som bekendt går en del op i) er bedre, dels fordi økologisk mælk ikke er homogeniseret, hvorfor den smager af markant mere (dette har intet med økologi at gøre, men er blot en del af efterbehandlingen af almindelig mælk, fordi den så holder længere). De grunde du fremhæver, PBT, er reelle nok, men de komplicer situationen ved at skabe en deling af fødevarer i to grupper: luksus-varerne, som er godt dyrket og smager af mere - men som også tager mere plads og give mindre udbytte, hvorfor de koster mere; og slave-varerne, som er meget billigere, fordi der er taget hensyn til effektivitet frem for kvalitet. Denne to-deling ses også inden for andre varegrupper. Men problemet med fødevarer er, at alle skal bruge dem, og samtidig stilles der højere og højere krav, efterhånden som vi bliver rigere. Spørgsmålet er, om jorden kan klare denne udvikling, når der både skal tages hensyn til at brødføde alle og til miljøet.
Måske skal det etiske valg vendes på hovedet? I stedet for at ofre vores penge, for at være gode samfundsborgere, skal vi fremover ofre vores gode smag!
januar 2, 2007 kl. 5:02 pm
Interessant diskussion. Nu bliver jeg så helt nysgerrig for om folk herinde så vil ændre vaner og lade være med at købe økologisk i fremtiden, efter at denne nye information er kommet frem. Eller om man på trods af denne viden stadig vil købe økologisk, og i så fald hvorfor. Mener man så at de andre ‘gode’ grunde til at købe økologisk trods alt stadig er vigtigere end de konsekvenser som The Economist påpeger.
Jeg synes det Abekongen skriver om hvorfor økologisk er blevet så poulært at meget præcist, og netop derfor må det virkelig sætte overbeviste økologispisere i et interessant etisk dilemma. Kan man stadig retfærdiggøre overfor sig selv i fremtiden at man køber økologisk for at få den der ‘hjertet på rette sted’ følelse, på trods af analysens konklusioner og hvordan vil man forholde sig til problematikken fremover.
januar 2, 2007 kl. 5:09 pm
Heldigvis afspejler det større arealforbrug (og ressourceforbrug) sig i prisen på (luksus)varen, så forbruget bliver begrænset. Problemet kan først for alvor blive stort, hvis der tages politisk beslutning om, at økologiske varer skal koste det samme som - eller mindre end - ikke-økologiske varer (gennem at påvirke prisen gennem tilskud). Der er vist allerede tilskud, men prisen afspejler heldigvis stadig det større ressoruceforbrug - både i areal, ressourcer og tid. En økologisk kylling koster stadig fem gange mere end en ikke-økologisk kylling, fordi den er meget dyrere at producere. Den smager til gengæld også sindssygt meget bedre! Så prisen er helt rigtig…
Jeg er i øvrigt helt med på at betale mere for varer der smager bedre, er sundere eller giver bedre dyrebeskyttelse. Det skal bare ske på nogle mere nuancerede præmisser.
Det er i øvrigt et interessant spørgsmål, Abekongen rejser, om Jorden kan holde til alle os krævende luksusforbrugere, der vil have dejlige økokyllinger. Jeg tror svaret skal findes i en analyse af, hvor mange af de såkaldte ‘eksternaliteter’ ved produktionen (forurening, udpining af jorden, skovfældning), der kan indeholdes i markedsprisen. Hvis tilpas mange eksternaliteter kan indeholdes (fx ved en bedre beskyttelse af privat ejendom mod forurening, og større privatisering af offentligt ejet jord), tror jeg ikke man skal være så bekymret. Så vil prisen stige - og incitamentet til at effektivisere kvalitetsproduktionen stige tilsvarende.
januar 2, 2007 kl. 5:36 pm
Superbrugen om grundene til at købe økologi: http://epn.dk/handel_service/detailhandel/article14492.ece
januar 2, 2007 kl. 6:38 pm
For at svare på Smarallens spørgsmål: Jeg har bestemt fået meget mindre incitament til at købe økologisk efter artiklerne i The Economist. Det handler i så fald meget mindre om at “redde verden”, men om kvalitet. Men ofte er kvaliteten af økologiske varer (især grøntsager) heller ikke bedre, bl.a. fordi økologiske varer holder meget kortere og tit ikke er særlig spændende, når de har ligget i butikken nogle dage. Hvis jeg spiste kød, ville jeg dog udelukkende spise økologisk, både pga. dyrehensyn, men også for at undgå de mange dårlige sideeffekter som højt fedt- og kemikalie-indhold.
Angående om Jorden kan tåle luksus-forbruget, må man da håbe, at det kan regulere sig selv. Og at der inden da ikke er sket uønskede sideeffekter og tab, fordi der ikke blev tænkt langsigtet nok. Et af problemerne med det frie marked er (så vidt jeg kan se), at mennesker nu engang er meget fokuseret på deres egen levetid og evt. deres børn, og at man derfor næsten altid vil investere, så man får udbytte inden for en kortere periode. Dette er måske også miljø-aktivisternes bedste argument mod at lade markedet styre fremtiden. Desværre er det så fandens svært at se mange år frem, og hvad der er det rigtige, er næsten umuligt at sige.
januar 3, 2007 kl. 10:37 am
Jeg køber i forvejen ikke ret meget økologisk mad, og vi er allerede holdt op med at købe økologisk mælk, fordi den typisk går i forrådnelse to timer efter man har åbnet den. Jeg kendte godt argumenterne fra Economist artiklen i forvejen, og blandt andet af den grund køber jeg ikke økologisk, hvis jeg kan slippe for det.
En undtagelse er dog kød, fx kyllinger, hvor jeg simpelthen synes, at det smager langt, langt bedre, og jeg vil også gerne tage hensyn til dyrenes livskvalitet. Mad behøver dog ikke være økologisk for at have orden i dyrevelfærden, og måske kan den bedre smag forklares med, at dyrene har det bedre, frem for at de er økologiske?
Ang. regulering af jordens fremtid, så findes der kun to måder at gøre det på, nemlig ved frie markedspriser eller politisk regulering. Det er rigtigt, at mennesker i det store og hele ikke tænker længere end deres egen og deres børns levetid, men det er dog langt længere end de fleste politikere tænker, nemlig til næste valg. Politikere er ikke bedre mennesker end alle mulige andre, og i mange sammenhænge sidder de med muligheder for misbrug, der gør dem betydeligt værre. Man kan selvfølgelig sagtens forestille sig (som mange miljøaktivister gør), at man på næsten magisk vis ville kunne fremskaffe en reguleringsnøgle, der kunne tilpasse forbruget til jordens ressorucer, men sandsynligheden for, at denne nøgle også ville blive politisk implementeret er lig 0.
Fx bliver boligudbudet i Danmark allerede politisk reguleret, angiveligt ud fra et overordnet samfundsmæssigt hensyn om, at der skal være “gode boliger til alle”. Resultatet er i stedet, at der er boligmangel. Og det er endda regulering med en ganske kort tidshorisont, der handler om ganske konkrete værdier. At forestille sig at politikere så skulle være i stand til at regulere noget så luftigt som jordens fremtid om 100 eller 200 år, er efter min mening ren galimatias. I stedet vil man give dem en gummiparagraf og et magtfuldt styringsapparat, som ingen ved virker, men som helt sikkert kommer til at koste dyrt for de samfundsgrupper, der ikke er venner med politikerne.
januar 3, 2007 kl. 12:07 pm
Det er en interessant diskussion der har udviklet sig her.
Klabautermand; du sagde at ” hvor er det lige, at økologi og de frie markedskræfter er i modsætning til hinanden?”
Hvis man antager at konventionelt landbrug forurener mere end økologisk (det siger artiklen så er en forkert antagelse) så burde den ekstra omkostning forbundet med den ekstra forurening indregnes i prisen på konventionelle varer. Man kan jo sige at dem som køber økologisk gerne betaler mere for det de ønsker, nemlig bedre miljø (mener de), men så er de andre “free riders”, det vil sige at de får bedre miljø uden at betale for det.
Nu til antagelsen om at økologisk landbrug er bedre for miljøet end konventionelt - det er jo netop den antagelse The Economist’s artikel sætter til vægs. Som Klabautermanden skriver:
“Pointen ved artiklen er jo, at selvom traditionelt landbrug forurener, så gør økologisk landbrug alligevel i det store og hele mere skade, fordi der skal inddrages meget mere jord til landbruget.”
Hvis man antager at The Economist har ret og det er så enkelt, er det et let politisk valg at træffe, hvis man køber økologisk for at gavne miljøet. Så er der jo ingen grund til at gøre det mere.
Jeg mener bestemt det er en videnskabelig diskussion om det større jordareal økologisk landbrug lægger beslag på, modvejer miljøskader ved forbrug af sprøjtegifte, kunstgødning og intensiv dyrkning. Det er muligt, og det er effektivt med en provokerende udmelding til at sætte gang i en diskussion, men det er også en meget forsimplet enten-eller udmelding, skabt til at provokere.
Arealforbruget kan ikke være den eneste faktor der indgår i det regnestykke. Miljøet er en af den slags hyper komplekse regnestykker hvor resultatet har det med at falde helt anderledes ud hvis man justerer nogle af antagelserne/delmodellerne lidt. Det er jo derfor eksperterne aldrig kan blive enige.
Man kunne måske se på hvem der har financieret undersøgelsen. Er det en politisk financieret tænketank? Var der på forhånd et bestemt resultat man gerne ville nå frem til? Det er jo tit sådan det foregår i praksis - på alle politiske sider, af idealistiske, politiske eller kommercielle grunde.
Areal-hypotesen antager også at naturen og landbruget altid står i et modsætningsforhold til hinanden, men man kan også se sådan på det at marker indgår i naturen, de er ikke udenfor den, og ekstensivt og sprøjtefri dreven jord tillader en relativt stor rigdom af fugle - og dyreliv. Disse arealer indgår i artiklen’s hypotese som en byrde for miljøet og tæller med på minus siden for økologisk landbrug.
januar 3, 2007 kl. 12:50 pm
Anne, det er nogle rigtig gode invendinger og betænkeligheder, du kommer med, og jeg er helt enig i, at det stadig ikke er et nemt sort-hvid valg mht. økologi. Jeg har selv tænkt, hvad der ligger bag artiklerne i The Economist, og her kan man så søge mere detaljerede oplysninger (som dem kronikken i Politiken kommer med). Derudover må man stole på, at det meget respekterede blad ikke baserer deres artikler på sensationer og løsrevne forskningsresultater, men netop kun tager emnet op, fordi der er bund i det. Det er klart, at bladet også har en politisk agenda (hvad det ikke skjuler), og at The Economist i høj grad er baserede på liberale idealer (liberal i den engelske betydning) - og her især på en overbevisning om, at det frie marked er en meget vigtig faktor for et velfungerende samfund.
januar 3, 2007 kl. 1:04 pm
En afgørende argumentation er i hvert fald observationen af, at brugen af ikke-økologiske dyrkningsmetoder har kunnet tredoble produktionen af landbrugsvarer, uden at man har indtaget nye arealer i stort omfang. Det forbliver et åbent spørgsmål, hvordan man skulle kunne opnå den samme produktion med økologiske metoder. Det ville dog muligvis kunne lade sig gøre med forskellige GMO modificerede fødevarer, men det vil økologerne typisk heller ikke være med til.
Ang. modstillingen af økologi og den fri markedsøkonomi er det i virkeligheden prissætningen som er problemet her - dvs. medtager den ikke-økologiske pris alle relevante faktorer? Problemet har dog ikke nødvendigvis noget med den fri markedsøkonomi som princip at gøre, men kan fx bunde i manglende beskyttelse af den private ejendomsret eller manglende privat ejendomsret i det hele taget. Det offentlige giver (ikke nødvendigvis i Danmark men mange andre steder) ofte virksomheder og landbrug carte blanche til at forurene offentlig jord, fordi den ikke rigtig ejes af nogen. Derfor bliver prisen for forurening mindre.
Men det er i virkeligheden ikke et problem, som har med markedsøkonomien at gøre, men det er en variant af problemet The Tragedy of the Commons. De goder som fællesskabet ejer har enkeltindivider intet incitament til at passe særligt på - tværtimod gælder det om at forbruge hurtigst muligt, før de andre gør det. Problemet kan fx observeres tydeligt i forhold til fiskeri, hvor den enkelte fisker ikke har interesse i at sikre bestanden, fordi han ikke har ejendomsretten til den. Det fører til overfiskeri og tragedie. Overfiskeri fremhæves tit som et eksempel på en “markedsfejl”, men faktisk forholder det sig stik omvendt: problemet er, at ingen ejer fiskene og derfor ikke har incitament til at passe på dem, eller i bedste fald kun har et meget diffust incitament. Adam Smith fremhævede her som eksempel fåreavl i England, hvor han kunne observere, at de fælles græsningsarealer hurtigt blev udpinte og nedslidte, mens de private arealer blev sikret, så de også kunne bruges til græsning næste år.
Markedet kan kun fungere, hvor der er veldefineret privat ejendomsret, og hvor dette ikke er tilfældet, fx i fiskeri eller i miljøspørgsmål, opstår problemerne. Men det er sådan set ikke et problem med den “fri” markedsøkonomi, det er snarere et problem, der bunder i mangelfuld definition af ejendomsretten (og dermed erstatningsansvaret for forurening) og dårlige institutionelle strukturer. Så kan man så politisk diskutere, hvordan man løser de problemer, men at definere problemet som en modstilling mellem miljøbeskyttelse og markedsøkonomi er misvisende. Tværtimod er markedsøkonomien det bedste redskab til effektivisering af ressourceforbruget (og dermed ressourcebeskyttelse), vi har.
januar 3, 2007 kl. 2:13 pm
K, modsiger du ikke dig selv en smule? Du har ganske sikkert ret i, at markedsøkonomien fungerer bedst (eller kun?), når der samtidig er en veldefineret og sikret privat ejendomsret med et minimum af fælles ejendom. Og det er også ganske sikkert, at denne kombination er det bedste redskab til løsning af mange problemer. Men når der nu engang ER en fælles ejendom (hvordan skulle fiskebestanden f.eks. ejes af nogen i praksis?), så kan din argumentation nemt komme til at lede til det modsatte, nemlig at så er markedsøkonomi alligevel ikke den bedste løsning - netop fordi præmisserne ikke er til stede.
januar 3, 2007 kl. 2:24 pm
Jeg kan da ikke se, hvorfor det skulle være en modsigelse. Når der ikke er en veldefineret ejendomsret, så ER der slet ikke nogen markedsøkonomi. Så er der bare rov og hvem kommer først.
Der er i øvrigt heller ikke nogen fælles ejendomsret til fiskene. De ejes slet ikke af nogen. De fleste af dem befinder sig i internationalt farvand, og der er der frit spil for alle, der lyster.
Jeg siger ikke, at man kan indføre markedsøkonomi på alle områder, for hvordan skal man kunne eje fisk, der selv svømmer hen hvor de har lyst til? Man kan jo ikke hegne dem ind som får (endnu i hvert fald). Men det er en misforståelse at se problemet som et udslag af “fri” markedsøkonomi som sådan.
januar 3, 2007 kl. 2:37 pm
Jeg læste for ikke så længe siden (jeg husker ikke hvor), at der i dag produceres langt flere fisk ved opdræt - ca. 50% af forbruget - end tidligere, og at denne udvikling fortsætter, fordi der ikke er flere vilde fisk tilbage. Så der indføres netop markedsøkonomi også på dette område. Det ærgerlige er så, at man først er gået over til dette system, efter at alle fiskene i havene er blevet fisket væk - præcis som det er sket med næsten alle andre naturlige ressourcer. Skulle man have gjort noget for at forhindre det? Eller er fiskeriet bare det sidste erhverv, som er/var baseret på en gammeldags økonomi?
januar 3, 2007 kl. 2:40 pm
Ja, opdrætsfisk bliver sjældent overfisket!
De fleste fiskebestande kommer jo tilbage over tiden, med mindre de er hinsides Point of no return. Man kan jo også selv gøre forsøg på at genudsætte bestande. Ligesom man i sin tid genbeplantede den jyske hede, hvis træer var brugt til kongens krigsskibe.
Men den menneskelige tilværelse sætter sig unægteligt spor i naturen. Vi ødelægger og forandrer, om vi så er økologiske eller ej. Men jo mere fornuftigt og bæredygtigt det kan gøres, jo bedre.
januar 3, 2007 kl. 3:01 pm
Nu er jeg ikke som sådan modstander af markedsøkonomien
Tak for jeres gode indlæg Abekonge, og Klabautermand.
Jeg har en yderlige kommentar (surprise):
Ja, det er prissætningen som du siger Klabautermand, der er den kernen i det hele, det er da klart. Det er jo det med negative eksternaliteter: indgår alle omkostninger virkelig i prisen, eller er der omkostninger som læsses over på samfundet - typisk i form af langtidsvirkninger.
Ejendomsretten er naturligvis fundamentet for at man overhovedet kan handle og dermed for det frie marked. Du mener at problemet med overfiskeri er at ingen ejer fiskene, og jeg er i grunden ganske enig; men vi kan også hurtigt blive enige om at man ikke kan eje fisk (altså dem der svømmer frit rundt
man kan jo godt købe fisk hos fiskehandleren—). At problemet ikke har med markedsøkonomien at gøre, det du mener er vist at det ikke er markedsøkonomiens skyld? Fint nok.
Markedsøkonomien er en grundlæggende mekanisme og hjertet i økonomien og ikke noget man kan argumentere imod som sådan. Men som du selv påpeger er der visse områder, såsom fiskeri og miljø (landbrug), hvor betingelserne ikke fuldt ud er til stede for at markedet i sig selv kan løse alle problemer.
Det eksempel du nævnte, med at det offentlige tillader pivate at forurene offentlig jord, har jeg en kommentar til: Det er lige så alvorligt hvis privat som offentlig jord forurenes. Der er netop det specielle ved al jord, at det indgår i naturens kredsløb, som ikke ejes af nogen.
Men hvorfor skulle private forurene egen jord kan du så indvende, f.x landmænd: Hvis de havde perfekte oplysninger om fremtidige konsekvenser og ville blive holdt perfekt ansvarlige, ville de nok heller ikke gøre det. Men efter min mening holder den forsimplede version af liberalimen kun i et lukket laboratorium - den version hvor markedet i sig selv kan løse alle problemer, og så er alt efter bogen.
Det forekommer mig at diskussionen løber lidt af sporet og bliver meget bred, og det er jeg nok også selv skyld i; hele humlen er vel at folk har det med at dele verden op i sort og hvid og tro at man kan finde en standardløsning der passer til alt bygget på antagelser som: “Økologisk landbrug er godt for miljøet og konventionelt landbrug er skidt for miljøet”, men der er så kommet oplysninger på banen der udfordrer den antagelse.
Hvis man bare går i dem modsatte grøft og siger at at økologisk landbrug er skidt, konventionelt er godt, så mener jeg dog ikke man har vundet noget. Man har bare skiftet nogle overforenklede antagelser ud med nogle modsatte overforenklede antagelser.
Fx. at landbrugsmetoderne i deres nuværende form ikke kan forandre sig, at man kan bygge prognoseren for fremtidige befolkningstal på en fremskrivning af de nuværende (hvor mange gange i historien har det holdt), at pløjning også fremover er alternativet til sprøjtning, at effektivitetsøgningen i landbruget udelukkende skyldes “den grønne revolution” - i betydningen pesticider og kunstgødning, og så videre.
Grundlæggende er jeg enig med mange af synspunkterne i Jens Streibig’s kronik i Politiken. Modsat hvad det måske lader til, er jeg ikke entydig tilhænger af økologisk landbrug. Der er også andre aspekter end arealforbrug der taler imod økologisk landbrug, fx. forurening fra frilandsgrise.
Som Abekongen skriver her:
“Grunden til, at økologi er blevet mere populært (…), er at det er gjort til et meget nemt og letforståeligt valg (…)”
Det er jo det… Forbrugerne ønsker let forståelige valg, god samvittighed, og enkelthed. Men sådan spiller klaveret bare ikke. Stakkels forbrugere…
januar 3, 2007 kl. 3:09 pm
(Hovså jeg så ikke der var kommet to indlæg mere før jeg trykkede på “Say it!” (de to med fisk) så det er derfor mit indlæg ikke forholder sig til dem…)
januar 3, 2007 kl. 3:19 pm
Anne, jeg er jo sådan set enig med dig langt hen af vejen, men der er altså endnu lige et par ting, som jeg gerne vil have præciseret eller som vi er uenige om. Du skriver, at de såkaldte negative eksternaliteter ved (fx landbrug) ikke indeholders i prisen på varen, men væltes over på samfundet. Her mener jeg at det er vigtigt - meget vigtigt - at pointere, at samfundet ikke er nogen selvstændig entitet, men udelukkende består af andre privatpersoner.
Hvorfor er det relevant? Jo det er det fordi det så bliver muligt at måle værdien af forureningen. Hvor meget er forueringen af en flod værd? Ejes floden af det offentlige bliver det et politisk spørgsmål. I Danmark indtil for få år siden var prisen ikke ret høj. Det er den i dag. I de fleste andre lande er den stadig ikke ret høj. Derfor forurenes der meget.
Ejes floden derimod af andre private bliver det muligt at prissætte forureningen på en helt anden måde: Hvor meget skal der betales for retten til at forurene, så at sige (vi forudsætter her i laboratoriet, at vandet holder sig i floden og ikke flyder ud i havet, som det gør i den virkelige verden). Det er jo det som problemet handler om, lige meget om vi taler om markedsøkonomi eller politisk regulering: hvad er prisen? Eller: hvordan skal vi regulere anvendelsen af ressourcerne? Også politisk regulering opererer essentielt med priser. Det er derfor det altid i sidste ende er et politisk/økonomisk spørsmål og ikke et videnskabeligt, hvor meget forurening vi vil acceptere.
Det er klart, at prissættelsen forudsætter en vis informationsmængde hos dem, der skal tage stilling til forureningen, men principielt er der god grund til at tro, at private er bedre til den opgave end offentlige instanser (der jo ikke er guddommelige, men består af helt almindelige mennesker, der har fået særlige beføjelser). Det er klart, at jo længere vi kommer ud i stratosfæren eller ned på bunden af Stillehavet, jo mere begrænset bliver mulighederne for en mere privat og direkte prissættelse, og her må vi i mangel af bedre krydse fingrene og håbe på at politikerne er i stand til at finde den rigtige pris. Det er de dog næppe og forhåbentligt vil vi i fremtiden være i stand til at løse opgaven bedre.
Man skal i øvrigt huske, at markedsøkomiens redskaber hele tiden udvikler sig og vi derfor i fremtiden forhåbentlig vil være i stand til langt bedre at prissætte “eksternaliteterne”.
Det handler derfor ikke om “øko godt, konventionelt skidt” eller omvendt. Det handler om at sikre de bedste institutionelle rammer for en prissætning, der er mest mulig i overensstemmelse med de virkelige omkostninger. Konventionelt landbrug har eksterne virkninger, der ikke endnu er indeholdt tilstrækkeligt i prisen. Men det gælder også det økologiske landbrug, selvom prisen her måske er tættere på den reelle pris - hvilket er en af grundene til, at økologiske fødevarer er og bør være så meget dyrere end konventionelle.
januar 4, 2007 kl. 3:52 am
Det er vist mere et filosofisk spørgsmål, men jeg ser samfundet sådan her: En gruppe er mere end summen af personerne i den (medmindre de er autister). Samfundet er mere end summen af individuelle interesser.
Vi konkurrerer altid mod hinanden som individer, det er det som skaber dynamikken og gør at hjulene kører rundt. Vi stræber altid efter at blive bedre, og samfundet udvikler sig i denne stræben. Men denne mekanisme kan ikke fikse alt og kan også i sig selv have bivirkninger (fx for høj ulighed ~ høj kriminalitet og usikkerhed).
Samfundet er den abstrakte størrelse “fælles bedste” der har til opgave at kompensere for markedsfejl og uheldige bivirkninger, og at handle efter menneskelige interesser på lang sigt. Det er vi mennesker sjældent gode til når vi tager hensyn til individuelle interesser. Der er også et aspekt mere af mennesket: Troen på en form for helhed og værdien af at gøre en forskel. Det tror jeg også spiller en rolle når vi taler økologiske intentioner.
“Det er klart, at prissættelsen forudsætter en vis informationsmængde hos dem, der skal tage stilling til forureningen, men principielt er der god grund til at tro, at private er bedre til den opgave end offentlige instanser (…)”
Det er her jeg er uenig.
Det kan f.eks være jeg er ansat til at varetage mit firmas interesser, men hvem kan huske mig om 50 år? De vil bare sige JUHUU, hvor går det godt, og mene at det er deres egen fortjeneste, selvom det er frugten af en langsigtet strategi jeg iværksatte for 50 år siden. For mig er det vigtigt at de rigtige tal eller derover står på bundlinjen i år, næste år eller hvad min realistiske tidshorisont er, så stiger min løn og folk siger at jeg har gjort det godt. Hvis min virksomhed tager eksternaliteter (der ikke rammer os direkte) i betragtning og indregner dem i prisen, bliver vores pris for høj relativt i forhold til dem som ikke gør det, og det rammer mine resultater.
Faktisk tror jeg ikke vi grundlæggende er uenige. Vi taler om klassisk økonomisk teori overført på nutiden, men jeg taler om undtagelserne (fra automatisk korrekt prisdannelser = eksternaliteterne), imens du fremhæver markedsøkonomiens positive virkninger og evne til korrekt prissætning.
“Det handler om at sikre de bedste institutionelle rammer for en prissætning, der er mest mulig i overensstemmelse med de virkelige omkostninger”.
Det er svært at være uenig i. Mht til din sidste sætning om priser på økologiske hhv. konventionelle fødevarer, skal vi lige være enige om hvilken antagelser det bygger på:
H1) Konventionelt landbrug skader miljøet mere end økologisk,
H2) Konventionelt og økologisk landbrug skader miljøet lige meget, eller
H3) Økologisk landbrug forurener skader miljøet mere end konventionelt.
Hvis H1) er rigtig - den hidtidige antagelse - bør konventionelle fødevarer koste relativt mere end økologiske, hvis prisen skal afspejle de reelle omkostninger, og dermed regulere markedet.
Hvis H2) eller H3) er rigtig - som artiklen i The Economist hævder, bør økologiske varer koste relativt hhv. mere (ineffektivt) og meget mere (ineffektivt + betale for langtidsvirkninger) end konventionelle, af samme grunde som ovenfor. Men så er der jo ingen grund til at købe økologisk, forudsat for at folk gør det for at tage hensyn til miljøet (der kan som tidl. nævnt i denne diskussion også være andre motiver).
Nu til noget helt andet…
Tilgiv mig nysgerrigheden, men: Hvilken uddannelse har du / I, og hvad er baggrunden for Mandagsbloggen? Jeg har naturligvis været inde på jeres info side og set listen over jeres sjove navne.
Her er mine gæt:
Uddannelse: HA, BA/Cand.Merc, eller Markedsøkonom.
Udd. sted: CBS
Politisk ståsted: Venstre, og engageret i en liberal politisk ungdomsforening
Alder: Starten af tyverne
Håber ikke min nysgerrighed er upassende…
januar 4, 2007 kl. 9:54 am
Hej Anne,
Vi er uenige i vores samfundssyn må jeg sige. For mig er det meningsløst at samfundet skulle have interesser ud over de interesser, som de involverede privatpersoner skulle have. I det omfang vi som privatpersoner ønsker at bevare et godt samfund for vores efterkommere (hvilket vi som hovedregel ønsker), så har ’samfundet’ også en interesse i det. Ellers ikke.
Man kan jo stille sig spørgsmålet: Kan det passe, at samfundet skulle have interesser, som ingen enkeltindivider i samfundet har? Det virker logisk umuligt for mig, og jeg ser desværre ’samfundet’ som hovedsageligt en retorisk finte, der bruges til at opgradere ens egen sag. Tænk på den megen brug af begrebet “sammenhængskraften” fra alle sider i folketinget i dag. Det er fin glasur på politiske ønsker.
Ang. firmaer i forhold til “samfundet” så er det klart, at du som enkeltperson i firmaet typisk kun vil være interesseret i at gøre det, som gør firmaet glade, men næppe tænke på det store billede. Firmaet vi så til gengæld tænke på de lange interesser. Forestillingen om, at firmaer kun er ude på at score en “hurtig profit” er ikke rigtig - i det store billede. Der sidder aktionærer derude, som har deres opsparing (og børn og børnebørns liv) bundet til firmaets fremtidige succes, der er direktionsmedlemmer, som har deres rennome at tænke på og så videre. Og ikke mindst: Der sidder børsanalytikere klar til benhårdt at straffe den mindste svaghed i firmaet: og her tager man først og fremmest hensyn til muligheden for indtjening på langt og meget langt sigt.
Under alle omstændigheder mangler du at tage den anden del af ligningen med. Private mennesker er ikke perfekte og firmaer gør ofte forkerte og skadelige ting - men det er de samme uperfekte, private mennesker som skal varetage de politiske beslutninger i samfundets interesse. Her har de bare langt mindre incitament til at tage de rigtige beslutninger, bl.a. fordi de rigtige beslutninger er langt sværere at definere og fejl er langt sværere at straffe. Hvor mange folketingsmedlemmer er blevet fyret for forkerte beslutninger? Jeg kan komme i tanke om Ninn-Hansen, men det er vist også det. Og han får under alle omstændigheder sin gode ministerpension alligevel (medmindre retssagen tog den fra ham). Se på Anker Jørgensen, der vanrøgtede landet og bragte os på falittens rand - i dag er han en elsket mand. Havde han håndteret et firmas langsigtede interesser på samme måde som han håndterede Danmarks, var han blevet fyret. Omgående.
Ang. prissættelsen skal man også huske, at det ikke KUN er skaden på miljøet, der spiller en rolle. I Danmark er tidsforbrug (dvs løn) den vigtigste prisfaktor, og alene af den grund at økologisk landbrug tager længere tid end konventionelt vil økologi altid koste mere end konventionelt.
Men tak for en god diskussion i øvrigt, og tak for dine nysgerrige spørgsmål. Jeg må dog sige, at du i hovedreglen er helt forkert på den. Jeg er humanistisk uddannet og et godt stykke over 30. Men jeg arbejder i det private/selvstændig og er liberalist, så det er nok derfor du blev forvirret
januar 4, 2007 kl. 11:39 am
Hæ hæ, sjove gæt, Anne. Vi er alle over de 30 og de fleste har en blanding af naturvidenskabelige og humanistiske uddannelser - eller om ikke andet så interesser i begge retninger. Men handelsskolen kommer vi bestemt ikke fra. Selv betragter jeg mig ikke som politisk liberal, men måske nok som liberalt tænkende.
Baggrunden for Mandagsbloggen er dels at have et fælles diskussionsforum, der ikke fylder vores mailbokse, dels at vi fandt ud af, at det er meget sjovere at være flere om en blog, end at hver især skal gøre det store stykke arbejde alene. Der findes allerede blogge nok, så hvorfor ikke slå bare nogle af dem sammen?
januar 4, 2007 kl. 12:05 pm
God idé med sådan en diskussionsblog
og tak for diskussionen.
Den kan der vist ikke tærskes mere langhalm på - Men spændende emne.
Anne
januar 4, 2007 kl. 2:19 pm
Et endnu bedre og mere aktuelt eksempel på, at det er så som så med den langsigtede tænkning hos vores politikere er hele efterlønsdebatten. ALLE der kan lægge to og to sammen kan se, at efterlønnen er en gigantisk udgift, der slet ikke står mål med nytten. I en samfundsmæssig forstand er efterløn noget af det mest skadelige vi har: nemlig at betale raske mennesker for ikke at arbejde.
Allerede Nyrup indså galskaben i efterlønsordningen, hvilket kostede ham statsministerposten. Fogh-regeringen syltede så sagen i flere år i den Store Velfærdskommission, og da så kommission kom ud med klokkeklare instrukser om først og fremmest at gøre noget ved efterlønnen var reaktionen - som sædvanlig - “Der er ikke noget at komme efter.” Så der blev ikke gjort noget ved et af de - langsigtet set - største problemer i Danmarks økonomi. Det kommer vi alle sammen til at betale for i fremtiden, men der er de ansvarlige jo for længst gået på en dejlig pension (eller måske allerede efterløn) for vores penge.
Når politikere derfor er så ivrige efter at være langsigtede på miljøets vegne er svaret desværre efter min overbevisning, at miljøansvaret giver dem fantastiske styringsredskaber og magt. De vil så gerne gøre det så godt for dig og mig. Må de ikke godt få lov?
januar 4, 2007 kl. 4:02 pm
Efterlønnen er et rigtig godt eksempel på de politiske tabuer, som desværre begrænser politikernes muligheder betydeligt. Ikke at politikerne ikke selv er skyld i det, for de bruger netop selv samme tabuer til at slå deres modstandere oven i hovedet med, hvilken kun forstærker tabuerne yderligere. Miljødebatten ser desværre ud til at bevæge sig i samme retning. Allerede nu er aviserne fyldt med historier om, hvor varmt klimaet er blevet, og almindelig mennesker (f.eks. min mor) begynder at blive nervøse og kræve, at der gøres noget - og der skabes et tabu, fordi enhver nuancering eller kritik bliver kategoriseret som apriori forkert og suspekt (”der må ligge andre interesser bag”).
januar 4, 2007 kl. 4:20 pm
Hej Anne
Sjove gæt du har, men som Klabautermanden skriver, er de en smule ved siden af
Det kan måske snyde lidt, at de 2 som du har diskuteret med her, nok er dem med de mest ‘liberale’ holdninger af Mandagsdrengene. Klabautermanden har blandt andet sin daglige gang på liberator.dk og er vant til alle de der diskussioner om privat ejendomsret osv, så det er nok derfor du fik indtrykket af noget med en polit-uddannelse eller lignende kunne jeg forestille mig.
Men som sagt er vi alle over 30. Vi er en gruppe gamle venner fra gymnasietiden og frem, som har holdt sammen og i en år-række har mødtes fast om mandagen når man kunne. Deraf vores navn.
Uddannelsesmæssigt er vi mere spredt. De fleste af os har læst på universitetet, humaniora eller naturvidenskabelig, og en del har beskæftiget sig med IT.
Her er en liste så kan du selv sætte navne på
3 der arbejder indenfor IT-sektoren
1 Jurist
1 Folkeskolelærer
1 Tekstforfatter
1 Professionel pokerspiller
Vi har i langt højere grad vores interesser til fælles end vi deler politisk ståsted tror jeg godt man kan sige.
Resultatet kan så blandt andet ses på denne blog.
Håber det fik stillet din nysgerrighed.
januar 5, 2007 kl. 3:22 am
Ja, way off base…
Jeg tror jeg springer navnelegen over, det er jeg jo tydeligvis ikke god til…
Mange tak for din forklaring
Så giver selv bloggens navn mening.
Anne
januar 5, 2007 kl. 12:31 pm
Jeg synes i øvrigt, at udsagn, som at økologisk landbrug påstås at gør mere skade end konventionelt, er problematiske, når det er langt mere korrekt, at det _per gulerod man køber_ påstås at gøre mere skade end konventionelt. Uden den kvalificering bliver det en kende for sensationalistisk, da økologiske produkter i den grad er en niche på verdensplan.
januar 5, 2007 kl. 3:23 pm
Det er da relevant, hvis man forestiller sig at kunne løse verdens miljøproblemer ved at gå over til økologisk landbrug. Det er stadig kun et nichéprodukt, men i voldsom vækst i hele den vestlige verden. The Economist skriver ikke, at økolandbrug er et stort problem, som det er nu, men som løsningsmodel er økologismen misvisende. Det er ikke sensationalistisk, men særdeles relevant. Fx hørte jeg lige i radioavisen, at økologi nu også vil blive sat på den politiske dagsorden i Frankrig, der nu også skal gøres til økologisk land.
Én ting er, at forbrugerne ønsker mere økologi, det er et begrænset problem, så længe prisen er så høj, som den er. Men lige så snart økologi bliver sat som en politisk målsætning (og der fx kræves ‘lige’ priser), kan det gå galt. Og det er skam ret relevant at drage frem, synes jeg. Derfor kan jeg ikke se det sensationalistiske i artiklen.
januar 5, 2007 kl. 3:53 pm
Ah ok, så du mener det mere korrekte udsagn er “økologisk landbrug gør mere skade end konventionelt landbrug (hvis den voldsomme vækst fortsætter i en ikke-veldefineret årrække og der i øvrigt indføres prisregulering fra statens side)”? Det var der nok ikke plads til på forsiden
Se i øvrigt denne:
http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2007/01/02/083416.htm
7% markedsandel i ét af verdens rigeste samfund.
januar 5, 2007 kl. 8:45 pm
Ja, men det kan man jo sige om så mange overskrifter, især på The Economist. “I det store billede betyder denne nyhed ikke så meget, men det er bestemt værd at lægge mærke til, især fordi det modsiger mange af vores forestillinger om, hvordan verden hænger sammen.” I sidste uge havde The Economist lykkeforskning på forsiden, tidligere har de haft noget om reguleringer af Wall Street og en anden gang den faldende dollar. Store banebrydende nyheder? Eller bare interessante emner, der måske rokker lidt ved vores indbyggede fordomme? Nu handlede economistartiklen i øvrigt ikke kun om økologi, men også om fair trade og “handl lokalt”-bevægelsen, der bestemt også er relevante. Og hvor økologi ikke gør den store skade efter min mening, er fair trade bestemt skadeligt - hvilket er en provokerende nyhed for mange.
Som sagt mener jeg ikke, at økologi er den store trussel så længe det er så rasende dyrt at producere. Man kan også sige, at prisen for økologien i det store og hele allerede er indeholdt i varen og derfor vil markedet regulere forbruget. Så vil det blive ved med at være en luksusting for de rige og får næppe den store betydning, men kan blive ved med at være det, som økologi i grunden hele tiden har været: en social markør for cafe latte segmentet på linje med Arne Jacobsen møbler og tøj fra den indre by. Det er derimod på det politiske og ideologiske område, at problemet ligger, hvis man tror at man gør verden en tjeneste, hvis man går over til økologi, hvilket er på programmet hos stadig flere politikere.
Så bare rolig, du kan godt blive ved med at købe økologisk uden at få dårlig samvittighed. Du har allerede betalt for den skade, du gør på verden. Der er bare ikke nogen grund til ligefrem at tro, at man gør noget godt samtidig (bortset fra at deltage i det frie marked, naturligvis, hvilket per definition altid er gavnligt).
januar 13, 2007 kl. 10:04 am
Apropos: McDonald’s har for nyligt indgået en aftale med Rainforest Alliance - en NGO som arbejder for bedre vilkår for regnskovenes befolkninger - og er nu blevet Storbritaniens største udbyder af økologisk og bæredygtig kaffe:
http://www.foodnavigator.com/news/ng.asp?n=73252-mcdonald-s-fair-trade-coffee
februar 13, 2007 kl. 3:25 am
Da jeg så denne her artikel i Politiken: “Forskere: Økologi kan måske alligevel redde verden” (misvisende titel) kom jeg til at tænke på at den lavere produktivitet i økologisk landbrug der ligger til grund for konklusionen i The Economist og ovenstående debat ikke nødvendigvis er en statisk tilstand. Økologisk landbrug kan også udvikle sig hvis ellers forskningsmidler, innovative kræfter og økologibevægelsen selv tillader det.
februar 14, 2007 kl. 10:29 am
Ja, bizar overskrift! Men selvfølgelig kan økologisk landbrug udvikle sig og finde bedre dyrkningsmetoder, ligesom ikke-økologisk landbrug. Der er altid plads til innovation, heldigvis.
august 28, 2007 kl. 7:47 pm
Det er måske en lidt lavpraktisk kommentar (og måske lidt sent at komme ind i debatten), men: Jeg køber ikke økologi for at gøre verden bedre eller for at signalere, at jeg ”har hjertet på rette sted”. Eller for at få god samvittighed for den sags skyld. Eller for at signalere, at jeg har overskud og køber tøj i indre by.
Jeg gør det ene og alene, fordi jeg nødigt spiser mad med gift på! Årsagen til mine økologiske indkøb er simpelthen rent EOGISTISKE. Jeg vil gerne bevare min sundhed så længe som muligt, og så får jeg en større smagsoplevelse, fordi kyllingen har haft det godt.
Det er i øvrigt lidt kortsigtet efter min mening at sige, at økologiske grønsager ikke er bedre, fordi de holder sig dårligere. Fx. er en kerneløs drue set ud fra kinesisk perspektiv utroligt ringere rent ernæringsmæssigt end en, der har sine kerner i sig.