Her er et godt eksempel på, hvordan kommercielle interesser forsøger at nå forbrugerne ved at virke ikke-kommercielle: http://ibyen.dk/musik/article216531.ece
Det er interessant, men også kvalmende hyklerisk… Og får mig til at tænke på, at det selvfølgelig er en almindelig strategi i reklamebranchen, at man forsøger at “være med”, hvor forbrugerne er. Når det gælder områder som undergrund, cool og autentisk, har det bare den virkning, at forbrugerne inden længe lugter de sure boller i bageriet og smutter nye steder hen. For det er bare ikke særlig undergrund, cool og autentisk, når Coca-Cola er med på plakaten.
december 26, 2006 kl. 9:22 am
Undergrundens forhold til mainstreamen har altid været ekstremt interessant. Vi skal meget langt tilbage før vi kan finde en undergrund, der stod i et egentligt modforhold til mainstream, i det mindste i længere tid. I kunstverdenen skal vi nok helt tilbage til den oprindelige avant-garde, måske dada, for at finde noget, som stadig ikke er helt integreret og elsket af enhver gymnasielærer. Surrealismen var allerede i 40′erne integreret i Hollywoods dollar-book-freud-lektioner og i dag kan du finde Dali ved siden af Justin Timberlake i plakatafdelingen. Avantgarden ER i dag mainstream: det er det man lærer på akademiet: Det er en pligt at være anderledes og nyskabende, det er kotyme og giver gode karakterer. Avantgarden ER traditionen og integreret i modernismens store fortælling om “det chokerende nye”.
Rockmusikalsk kan man spekulere på, om der nogensinde har eksisteret en undergrund, andre steder end i unge menneskers illusioner om deres egen særegenhed. Rocken var fra starten et gennemført kommercielt fænomen, i det mindste i samme øjeblik musikerne blev hvide i huden og musikken rykkede fra slummen og ud i forstæderne. Jovist, far og mor var forargede og samfundet rystedes i dets grundvold, men et par år senere var Elvis kun for tøsedrenge (det er han stadig, hvis I spørger mig).
Et instruktivt eksempel på hvor voldsomt undergrund og mainstream i virkeligheden hænger sammen er Julien Temples Sex Pistols film The Great Rock’n’Roll Swindle, hvor Malcolm McLaren - med et svedigt grin og klingende kasseapparat - blærer sig med, hvordan punken var et kommercielt fupnummer lige fra staren.
John Lydon græder i The Filth And The Fury en indebrændt tåre over hvordan det er at blive skidt ud af medierøven (hvilket kostede Sid Vicious livet), og hans raseri er dybfølt, men et eller andet sted har han næppe fået mere end han bad om. Punk skulle være det ultimative anti-anti, men enhver high school tv-serie har i dag et soundtrack, der lyder som Black Flag og Bad Religion. Kulturens største helt er den utilpassede outsider, der følger sine egne regler. Er det i virkeligheden ikke bare en stor joke? DIY blev til MTV. Men bliver man punk, bare fordi man tager et nittebælte på?
Alligvel virker det selvfølgelig klamt, når Coke omfavner Raveonettes, eller Raveonettes omfavner Coke, men ret beset virker det ikke som om, nutidens coole bands længes efter ret meget mere end at blive berømte og stråle i scenelyset. Det kan man jo ikke fortænke dem i, men det fjollede er jo altid, når de gerne vil være modkultur samtidig. Når selv Madonna kan råbe “Fuck George Bush” til stor jubel i Horsens, så er det imidlertid svært at være i modfase uden at bedrage sig selv.
december 27, 2006 kl. 10:06 am
En rigitg god kommentar, Klabauter, som vidner om, at du har tænkt over (og studeret?) dette kulturelle fænomen før. Nu tænkte jeg ikke så meget på undergrund som modkultur, men som et sted, hvor man kan finde det “autentiske” eller oprindelige, fordi det ikke er overrendt af medløbere og kommercielle interesser. Men med din kommentar kan jeg godt se, at medløberiet og kommercieliseringen for længst er trængt ned i undergrunden - eller rettere, undergrunden har selv taget den til sig, fordi den er gennemsyret af det brændende ønske om at bryde igennem og blive kendt.
december 27, 2006 kl. 10:27 am
Man skal nok skælne mellem subkultur og undergrund… Undergrunden danner en slags forstadie og basis for mainstream, mens en subkultur finder sammen om særlige værdier og interesser, som kan være anti-mainstream eller ikke. En subkultur kan blive opdaget af mainstream, og her vil den uundgåeligt undergå en kraftig forandring og miste meget af det oprindelige - f.eks. techno/rave-scenen.
december 27, 2006 kl. 11:43 am
Enig, der er en vigtig forskel mellem undergund og subkultur, men begge dele bliver med tiden hentet op mainstream, der hele tiden har brug for nye, interessante produkter. Men holdningen hos de involverede i undergrund og subkultur er nok forskellig.
december 27, 2006 kl. 12:46 pm
Så Coca-Colas nye strategi kan vel siges at være at tage et skridt op (eller er det ned?) i fødekæden, og det afspejler jo nok, at mange andre tager det skridt, fordi det er blevet meget nemmere med internettet og mp3-distribution. Vil man være med, behøver man ikke længere at opsøge bittesmå koncerter på Loppen og tage til London for at købe plader, som slet ikke udkommer i DK. Således er man ikke længere “underlig”, hvis man hører ukendt musik, men hip og trendy.