Wii er landet!

Det lykkedes arbejdets “Gaming Club” at skaffe en Wii på lanceringsdagen, og jeg har derfor været så heldig allerede at prøve den. Mit umiddelbare indtryk:

Det er en sjov lege-maskine, som med den banebrydende controller straks underholder - ikke bare dem der spiller, men også dem der kigger på. Grafisk er der ikke den store wauw-effekt, selv om man da godt kan se, at det ikke er en N64 og nok heller ikke en GameCube. Og spillene er der absolut intet nyt ved (der medfølger 5 simple sportsspil). Det er udelukkende controlleren, der gør forskellen - men den er tilsyneladende også det hele værd.

Selv prøvede jeg tennis-spillet, og det var ret sjovt at slå ud i luften som med en rigtig ketcher. Jeg fik helt klart lyst til at prøve mere og lære at blive bedre, til trods for at jeg har spillet den slags spil mange gange før. Dog er jeg bekymret for, hvor længe det vil kunne holde mig fanget. Detaljeringsgraden i slagene var nemlig meget simpel (f.eks. gør det ingen forskel, om man slår forhånd eller baghånd), og sandsynligvis vil der ikke gå lang tid, før man har udtømt mulighederne. Jeg håber ikke, at det er hardwaren, der sætter denne begrænsning, og at de store spil i fremtiden vil give en bedre føling og kontrol - for det er en fed ting at være “fysisk” med i spillene.
Derudover:

• Man styrer menuerne ved at pege på skærmen, hvilket er cool lavet.
• Dette kræver desværre en infrarød modtager, som er en plastikstav, der ligger under/over skærmen.
• Den fysiske udfoldelse kræver god plads.
• Den fysiske udfoldelse fungerer sandsynligvis mindre godt med et almindeligt tv af almindelige størrelse (jeg prøvede Wii med projector).