Elektronisk musik i Weekendavisen

I denne uges Weekendavis skriver Per Reinholdt Nielsen under overskriften “I kødet på computeren” om de sidste 15-20 års udvikling inden for musikgenren electronica. Han vælger nogle navne ud (bl.a. Aphex Twin og Mouse on Mars) og fremhæver dem som de vigtigste, mens han med sædvanlig musikanmelder-jargon kaster sig bravt ud i beskrivelsen af et for de fleste WA-læsere formodentlig ret ukendt lydunivers. Så vidt så godt, og om ikke andet skal WA og PRN have ros for at bringe en artikel om dette interessante emne.

Men: desværre kunne WA og PRN ikke holde sig fra den kliché og til stadighed tilbagevendende fejlslutning, at maskiner og computere (som ret beset blot er de seneste teknologiske landvindinger inden for den tusindårige teknologiske udvikling) er særlig umenneskelige og kolde, og at denne musikgenre derfor må forstås som et forsøg på at “indarbejde en form for menneskelighed [...] i maskinernes syntetiske verden”. Særlig pinlig er formuleringen “computerens nuller og ettaller”, der blot viser, hvor lidt PRN har forstået, og hvor fremmedgjort han er - ikke blot for maskinerne, men også for musikken - eller evt. hvor fremmedgjort han forestiller sig, at WA-læserne er, hvorfor han bliver nødt til at bruge dette journalistiske “kneb” til at gøre sig mere forståelig.

Det er selvfølgelig sandt, at computere bruger nuller og ettaler, og det er også sandt, at electronica er musik baseret på brugen af computere; men det er ikke mere sandt, end at bøger bruger alfabeter og bogstaver, og at disse benyttes i f.eks. prosa og poesi. Det interessante eller særlige ved electronica er derfor ikke mødet mellem menneske og maskine (her i 2006 har dette møde altså for længst udviklet sig til en mere eller mindre lykkelig sammenflytning), men at der skabes ny musik med nye redskaber og nye muligheder. Dette sidste er PRN da heller ikke helt blind for, når han f.eks. skriver om, hvorledes synthesizere og samplere blev introduceret i henholdsvis 70′erne og 80′erne. Han skulle bare have bevaret fokus og holdt sig langt væk fra at gøre sin historie til mere, end den er.

8 svar to “Elektronisk musik i Weekendavisen”

  1. Klabautermanden siger:

    Maskiner er kolde, mennesker er varme. Men en guitarstreng er lavet af koldt metal, og laver kun lyd og varme, fordi et menneske spiller på den. Hvorfor er rockmusikken så varm og maskinmusikken kold? Svar: Fordi rockanmelderne er vokset op med rockmusikken og ikke kan finde ud af at spille maskinmusik.

    Eller er der andre grunde: Er det snarere forskellen mellem analog og digital, der spiller ind? De manglende ‘mellemrum’ i det digitale, som det analoge virker til at ‘fylde ud’? Man kan man overhovedet høre det mellemrum? Overvurderer vi ikke sanseapparatets evne til at skelne mellem kolde bits og varme strenge? Er lyden ret beset ikke den samme alligevel?

  2. Abekongen siger:

    Der går rygter om, at analog (jeg ved ikke, om der snakkes guitarstrenge eller analog elektronik) har mere harmoniske overtoner end digital (som i hvert fald er elektronik!), og at der derfor er en musikalsk og hørbar forskel.

  3. Abekongen siger:

    Ifølge Google er digital noget overlegen:

    http://www.googlefight.com/index.php?lang=en_GB&word1=digital&word2=analogue

  4. Abekongen siger:

    Med mindre man staver analog mere moderne:

    http://www.googlefight.com/index.php?lang=en_GB&word1=digital&word2=analog

  5. PBT siger:

    Jeg har vist sagt det før, men jeg mener at begrebet elektronisk musik er overflødigt i dag. Alle anvender elektronik i stor stil, om det så er til at lave lyde eller efterbehandle sin guitar. Den virkelige sondring må være intention; hvilke lyde har man lyst til at lave.

  6. Abekongen siger:

    Jeg læste engang, at de produktioner, som bruger den mest avancerede elektronik, er de ikke-elektroniske (jazz, unplugged, whatever), fordi elektronikken netop skal være så god, at den ikke kan høres (rumklang, syntetiske instrumenter osv.)

  7. Abekongen siger:

    Min første musiklærer i gymnasiet var i øvrigt af den gamle rockanmelderskole, som Klabauter omtaler. Efter at klassen havde hørt Jean Michael Jarre, prøvede han at overbevise os om, at det ikke var det samme, som når “trommeslageren sveder over trommerne”. Jeg kan stadig huske det, som var det i går, og det gjorde stort indtryk, fordi han fremstod så håbløst gammeldags og fordomsfuld.

  8. Ganga siger:

    Kan vi ikke bare blive enige om at musik er en tilstand mere end det er noget andet. Hvordan man kommer derhen er udenoms snak. Det er tit ordene om musikken der er musikkens værste fjende.

Leave a Reply