Jeg faldt lige over Ronald Reagans verdenskort. Sjovt nok så jeg i går et afsnit af DR2’s serie om den kolde krig, der netop omhandlede de første famlende forsøg på at skabe en dialog mellem USA og USSR, deriblandt det berømte Reykjavik topmøde mellem Reagan og Gorbachov, hvor verden var meget tæt på at opnå en nedrustningsaftale der ville begrænse hver bloks atomarsenal til 100 raketter.
Historien kendte jeg, men det var ret mærkeligt at genopdage de følelser jeg havde den gang i 1986. Jeg tror aldrig jeg har være decideret bange for en atomkrig på den måde at jeg ikke kunne sove om natten og den slags, men fornemmelse af store kræfter der kæmpede og tanken om Sovjet som et stort, ondt og mærkeligt land der kunne finde på hvad som helst, var der.
Det er en mærkelig fornemmelse at se en tid man selv voksede op i behandlet som en historisk periode, men det er nok prisen man betaler for at blive ældre.
Det virkede meget anakronistisk at høre om Pershing missiler og SDI og Juri Andropov. På en gang en del af ens opvækst og på den anden side meget langt væk i forhold til internet, Al-queda og Kinas voksende økonomi.
Når man tænker på det ikke er mere end 20 år siden bliver man helt svimmel. Eller også er det bare alderen der trykker.
november 29, 2006 kl. 11:50 am |
Hæ, hæ, det er et sjovt kort. Og det gælder jo stadig, i det store hele, selvom konflikterne ser lidt anderledes ud. Men det eneste der rigtig har ændret sig, er vel USSR, der er forvandlet fra Godless Commies til Orthodox Facists eller noget i den stil… men man tager meget fejl, hvis man tror, at de nu er vores allierede
Frygten for atomkrig er heldigvis væk. Eller er den? Hvad skete der egentlig med alle de atomraketter efter USSRs sammenbrud? Og hvad med Irans atomvåbenprogram? Og Nordkorea? Nej, egentlig tror jeg ikke så meget har ændret sig som helhed, men raketterne peger bare ikke på os nu. Det ser de nok anderledes på i Seoul. Risikoen for altødelæggende krig er mindre, men risikoen for små katastrofer er nok større.
Jo én ting er ændret markant: I stedet for en fremragende visionær som Ronald Reagan i Det Hvide Hus har vi nu en Big Government klovn som George W. Bush. Så der er både grund til optimisme, fordi faren er rykket længere væk, men også pessimisme, fordi USAs lederskab sandt for dyden ikke er, hvad det har været.
november 29, 2006 kl. 2:36 pm |
Det er sgu et rigtig garvet kort!
Jeg har skam været ret bange for atomkrig og drømt om det om natten, men det er måske, fordi jeg er de år ældre og kan huske, da “The Day After” blev anmeldt i Bogart? Jeg har dog aldrig oplevet Sovjet som specielt ondt, men bare tænkt på krigen som en mulighed, man aldrig rigtig vidste hvorfor eller hvornår ville ske.
november 29, 2006 kl. 4:45 pm |
Jeg var også bange for atomkrig, men forstod det aldrig rigtig.
I øvrigt husker jeg det mere som noget med USA som et stort, ondt land, og Sovjet som det lidt misforståede, defensive land, men det kommer nok an på hvor man har gået i skole
november 30, 2006 kl. 9:25 am |
Kommunist! Det lyder som nostalgisk skønmaleri.
Jeg kan da huske man sad med livet i hænderne da Matthias Rust landede på den røde plads. Man var sikker på han ville forsvinde i en fangekælder og aldrig blive hørt fra igen.
Plus man var hunderæd for Chernobyl og for at russerne i starten bare lod som ingenting mens en radioaktiv sky svævede mod os.
Jeg er helt sikker på USSR for en stor del var misforstået, men der er da ingen tvivl om at den almindelige mening dengang var at de var nogle mærkelige nogle og at man ikke rigtigt kunne stole på om de ville fyre hele arsenalet af af en eller anden uforståelig grund.