Nu hvor World of Warcraft-feberen har ramt i hvert fald dele af mandagsdrengene, må vi da have i hvert fald ét indlæg her på bloggen. Dette indlæg handler om min oplevelse af WoW efter få dages (meget intenst) spilleri. Først lidt baggrund: jeg kender en del, som har spillet MMO (massive multiplayer online) rigtig meget, og jeg har før været lokket til at prøve – altid med det resultat, at jeg hurtigt sprang fra, fordi det var for kedeligt, besværligt og ja, bare dårligt lavet. Jeg prøvede f.eks. EverQuest en uge, men blev træt af ikke at have noget mål med, hvad jeg skulle gøre, at alting var for indspist, og at de fleste medspillere var 20+ levels højere end mig. Jeg spillede også et eller andet sci-fi på et tidspunkt, men det kørte så forfærdeligt dårligt, at det var helt umuligt at spille.
Med WoW har Blizzard imidlertid gjort MMO så nemt og sjovt at gå til, at jeg hurtigt er blevet fanget. Alting fungerer nemlig uden problemer: bruger-interfacet er ligetil og logisk (med fine tips, når man støder på nye koncepter), forbindelse og grafik kører som en drøm (næsten), og alt hvad der i tidligere MMO’er krævede uskrevne regler og masser af kommunikation mellem spillerne, er nu indbygget legende let som en del af mekanikken. Man kan stort set ikke gør noget galt (er min erfaring indtil videre). Ikke mindst det nye quest-koncept er en killer-feature, som gør, at man bare sætter sig ned og spiller – nøjagtigt som med andre offline spil. Uden det ville jeg have droppet fra meget hurtigt. Så stort bifald til Blizzard for endnu engang at sætte standarden for, hvordan man laver gode spil!
Men midt i bifaldet er jeg dog samtidig skuffet over, at Blizzard ikke har været lidt mere ambitiøse, som de har været med deres andre spil – ikke mindst Warcraft III, som WoW netop er baseret på. Blizzard har udelukkende satset på det sikre: at lave et nyt EverQuest, bare lækrere og nemmere for casual gamers – og derudover ændre så lidt som muligt på MMO-konceptet. Forretningsmæssigt har det været klogt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor dyrt det har været at lave, bare som det er nu. Og med al respekt: MMO- og rollespillere er nok i den mere konservative ende af skalaen og skal for guds skyld ikke udfordres for meget på gameplayet.
Men hvorfor spiller f.eks. Undead (som jeg har spillet mest) præcis på samme måde som Orcs? Og Orcs som Trolls? Hvorfor er der de samme klasser, items, monstre, kroer og butikker alle steder? Ikke nok med at det reducerer spil-variationen betydeligt, det er også fuldstændigt ulogisk, at f.eks. de døde kan dø. Racer og verdener og alt det lækre grafik er desværre ikke andet end fin indpakning, og alt i alt kan man kun spille én ting: menneske-agtig helt, der skal ud og baske monstre. Og her kunne jeg godt have tænkt mig, at Blizzard havde været mere banebrydende.
Bemærk: Denne artikel er IKKE skrevet af Klabautermanden, men af Abekongen.
november 22, 2006 kl. 9:37 am |
Jeg tror en stor del har at gøre med at det skal være nemt at gå til. De har dog forsøgt at lave variationer (f.eks kan kun elvere og taurens være druider.. de er jo hippier). Men balancen er jo vigtig.. at horde og alliance er lige stærke og at de forskellige racer og klasser er nogenlunde balancerede.
Jeg synes der er forskelle på hvordan man skal spille de forskellige klasser og de forskelle bliver større i endgamet, hvor der er meget vægt på kombinationerne indenfor en gruppe eller et raid for at få tingene til at virke.
Der er dog ikke tvivl om at på de levels vi har spillet (min største figur har været en lvl 43 vistnok), der er der ikke den store variation. Alle quests er variationer over 2-3 temaer.
Min største anke ved det er at det næsten er for strømlinet.. Alle de situationer i EQ der gjorde at man rent faktisk snakkede med folk er blevet automatiseret. Det er jo godt rent spilmæssigt, men gør også at kommunikationen mellem folk er mindre vigtig. Det synes jeg er synd, da de minder jeg har om EQ oftest bare er at sidde og campe og snakke med folk.
Min største anke med spillet er ikke teknisk, men at der er enormt mange børn der spiller og der er utroligt mange der er meget dårlige til engelsk. Det ødelægger min ’suspension of disbelief’ når elveren kommer og siger ‘give money plz’ eller ‘lol u n00b’.
Jeg ville ønske de lavede en server for 25 år+ spillere f.eks.
november 22, 2006 kl. 10:19 am |
Jeg er ikke uenig i, at der er masser af godt spil i WoW, netop fordi det er så godt sammensat med forskellige klasser, der både kan være solo og indgå i avancerede grupper. Men sådan var det jo også i EQ, og Blizzard har bare tyvhugget alt det.
Det imponerende ved Warcraft III var imidlertid, at racerne var meget forskellige, og at der alligevel var balance. Jeg håbede, at Blizzard havde tilføjet lidt af det samme, når det nu er helt den samme verden, de to spil foregår i.
Jeg er derudover meget glad for, at behovet for kommunkation omkring mange detaljer er reducere. Det gør, at man kan koncentrere sig om det sjove: taktikken, strategierne og hvilken quest, man skal vælge. Angående quests, kunne det i øvrigt godt være gjort lettere at vælge quest, når man er en gruppe.
november 24, 2006 kl. 10:15 pm |
Argh, nu er jeg faldet for fristelsen og er ved at geninstallere. Det kræver dog, som jeg regnede med, et 456 MB stort patch efter jeg installerede fra DVDen – det tager sin tid. Jeg har ikke spillet siden i foråret, tror jeg, men spillede rigtig meget tidligere. Var også både med i den lukkede og åbne beta i sin tid. Glæder mig til at komme i gang med en ny gur
november 25, 2006 kl. 10:25 am |
Det som Gentlemanden er inde på, er lige præcis hvorfor jeg ikke brød mig så meget om WoW i forhold til Everquest. Det er selvfølgelig et spørgsmål om casual gamer kontra powergamer, idet wow er mere brugervenligt. Men jeg synes også det er mere end det.
Et enkelt eksempel til at illustrere det er brugen af maps i de 2 spil. I WoW kan du altid trække et map frem med en prik, ‘her er jeg’ og ‘her er questperson’, mens Everquest, ihvertfald i de første år slet ikke havde den slags hjælpemidler. For den casual gamer, der bare vil løse questen så let som muligt er WoW-modellen selvfølgelig at foretrække. Men personligt synes jeg det var mere realistisk og udfordrende med mindre hjælp her. Nuvel, det gjorde selvfølgelig at man nogle gange skulle bruge længere tid på at komme fra punkt A til B, men det betød så også at når man endelig lykkedes at finde sin destination, var tilfredsstillelsen så meget større. I Everquest modellen betød det noget om man måske havde været i området man skulle hen til før, og derfor kunne bruge sin hukommelse og erfaring til at finde vej, og hvis man gik meget op i det havde man måske tegnet et rigtigt kort selv som man havde ved siden af computeren (det gjorde jeg).
Derudover spillede det så også pludselig ind, Som Gentlemanden er inde på, at man ofte var nødt til at interagere med de andre spillere i sin søgen mod sit mål. Man kunne spørge om vej, og måske enddag få en til at hjælpe sig hen til sin destination, og på den måde måske få en ny kontakt og ‘ven’ i spillet.
Ovennævnte eksempel synes jeg illusterer meget godt hvorfor jeg ikke synes det ubetinget er et gode at gøre et spil som wow nemt og overskueligt for spilleren. Der findes massere af lignende ting i Everquest som på samme måde måske ikke gjorde spillet nemmere ved første øjekast, men som i højere grad gjorde at man skulle lære via de erfaringer man gjorde i spillet og ofte var tilskyndet til at interagere mere med sine medspillere
november 25, 2006 kl. 2:49 pm |
Smarallen, da jeg spillede WoW for nogle måneder siden viste quest-målene sig altså ikke på det store map. De viste sig kun på mini-mappet, hvilket betyder, at man alligevel skulle være ret tæt på målet, før det dukkede op. Har det ændret sig?
Man kunne selvfølgelig, hvis man ville, gå ind på http://www.thottbot.com og finde de præcise koordinater, som man så kunne plotte ind på det store map, men det var ikke en del af spillet.
november 25, 2006 kl. 3:08 pm |
Lasse, det er muligt map-delen ikke er 100% som jeg har beskrevet det i WoW. Jeg spillede det kun selv i betaen, og har siden kun set andre spille det. Det er dog stadig en kæmpe fordel at kunne se sin position og zonens layout på et map som man altid kan trække frem, uanset om man har været i det pågældende område før eller ej. Det med at quest-målet kun dukker op på minimappet tæt på har du nok ret i og er da i så fald positivt.
En anden sammenligning mellem WoW og Everquest, som meget godt beskriver forskellen er de 2 spils måde at håndtere dødsfald på.
I WoW er der stort set ingen penalty ved at dø, hvilket jo er en god ting for en casual gamer, som bare vil slå et par timer ihjel. I Everquest derimod, kunne det betyde at en hel aftens Xp’ing var spildt, og at man havde store problemer med at få ens udrustning tilbage. Dette er selvfølgelig sjældent sjovt i sig selv, men hvis man betragter det i forhold til spillet som helhed foretrækker jeg denne hårdere ’straf’. Netop fordi man så gjorde sig mere umage for at holde sig i live og prøve at spille sin karakter optimalt.
Man havde ikke lyst til lige for sjov at prøve at tage et kig ind i en Lvl 40+ dungeon når man var level 30 på grund af de konsekvenser det kunne få, men ventede istedet tålmodigt på man var stærk nok til at tage udfordringen op. Og når man så endelig havde samlet styrke og mod nok til at træde ind i denne farlige nye dungeon, var fearfaktoren væsentligt større fordi man bogstaveligt talt var bange for at dø med sin karakter. Dette element mangler totalt i Wow som jeg ser det. Her er det i bedste fald et irretationsmoment.
november 27, 2006 kl. 12:57 pm |
Jeg forstår dine argumenter omkring quests, Smarallen, men synes nu ikke, det er så slemt i WoW. Det er rigtigt, at man kan se quest-modtageren i “radaren” (men ikke på det store map), men man skal være ret tæt på, og den ekstra hjælp overvinder sådan set bare irritationsmomenter med at finde præcist den rigtig NPC. Desuden er der er jo masser af gøremål i quests, som ikke fremgår særlig tydeligt. Ofte er det noget med “i nogle bjerge syd for den og den sø” osv., hvor man skal finde en slags monster – og dette monster er ikke på radaren.
Ang. tale med andre spillere har det fordele og ulemper. Jeg synes, det er rart, at man ikke er alt for afhængig af andre, for mange spillere lever ikke op til deres opgave med at hjælpe hinanden. Ofte får man slet ikke svar, når man henvender sig. Men det er stadig en stor fordel, hvis man får hjælp, især hvis man kan finde ud af at lave en gruppe, der går sammen. Dette element er stadig det vigtigste, når det gælder kontakt med andre spillere, og det fungerer rigtig godt, synes jeg.
november 28, 2006 kl. 2:38 pm |
Det med nemheden er jo lidt af et dilemma. F.eks i går da vi var i Ragefire Chasm. Det tog 2 sekunder at finde alle de quests man kunne få dernede, ved at kigge på Allakhazam. Det er jo snyd, men til gengæld ville man ikke falde over en quest senere, når man var kommet op igen, der gjorde man skulle starte forfra og gøre det hele igen.
Måske er problemet at man er for forvænt og regner med at skulle gennemføre alle quests, eller i det mindste være effektiv i en eller anden forstand.
november 28, 2006 kl. 4:15 pm |
Jeg spurgte min WoW-ekspert-kollega, om han havde kigget på det kommende Vanguard, og han sagde: “Da jeg så, at man skal lære at sejle rigtigt op mod vinden og i forhold til strømforholdene, da vidste jeg, at det aldrig ville blive noget for mig. Jeg vil bare komme fra A til B”. Det viser måske meget godt, at forskellige spillere har forskellige ønsker og forventninger til realisme-niveauet. Jeg mener, at realisme er godt, men gameplay er vigtigere, og allerbedst bliver det, hvis de to ting kan kombineres. WoW er meget vellykket, når det kommer til gameplay, men realismen er der ikke gjort meget for, og det er synd. Men det ville være endnu mere synd, hvis gameplayet blev ofret for realismen.
Eller måske er sandheden snarere, at “godt gameplay” for nogle betyder mere realisme, for andre mindre…
november 28, 2006 kl. 11:07 pm |
Mit håb og forventning er jo at Vanguard vil komme til at rumme både mere realisme OG bedre gameplay end WoW gør. De 2 begreber er ikke hinandens modsætninger, medmindre man definerer gameplay ved graden af realisme. Begrebet gameplay skal vel egentlig bare forstås som et andet ord for ’spil’ i den forstand at når man skriver ‘godt gameplay’ kunne der ligeså godt stå ‘godt spil’ med det man så lægger i det. Der findes massere af forskellige parametre der tilsammen danner hvad den enkelte føler er et godt gameplay/spil, såsom realisme, kampsystemet, den grafiske del, tilgængelige classes, osv.
Derfor mener jeg det er problematisk at sige at gameplayet kan blive ofret for realismen, medmindre man på forhånd har defineret gameplay ved en række parametre som står i kontrast til implementeringen af realistiske elementer i et spil. Dette kunne eksempelvis være et enkelt kampsystem med stor indbygget dynamik. Men det er jo i sidste ende et spørgsmål om smag. Nogle foretrækker et spil/gameplay med et enkelt og overskueligt kamp- og questsystem for at de synes det er godt, mens andre måske definerer et godt gameplay ved et superrealistisk system der har taget højde for en hel masse detaljer, men som måske så er en anelse mindre dynamisk på nogle punkter.
Personligt synes jeg ikke at et godt spil nødvendigvis behøver være superrealistisk. Det er svært at beskrive præcist hvilke elementer i et spil der tilsammen danner det feel der gør at man bliver grebet af det og bare må spille det igen og igen. Når jeg ikke blev grebet af Wow var det nok fordi jeg synes det virkede for ‘nemt’. Man fik efter min mening serveret tingene lidt for let. På nogle punkter har dette selvfølgelig noget med realisme at gøre, jævnfør eksemplet med mapdelen i WoW kontra Everquest.
Men det er sådan set ikke min hovedanke mod WoW og kun en del af hvorfor jeg aldrig rigtig blev grebet af det. Når jeg tænker nærmere over det, er den vigtigste årsag til jeg ikke rigtig følte noget for WoW nok at det i den grad manglede en fearfactor. Frygten for at dø i spillet, for at gøre noget forkert, for at fare vild i en ukendt zone, og for hvad der lurede omkring det næste hjørne, fordi at konsekvenserne var store, var en stor drivkraft i Everquest. Det var det der gjorde spillet intenst, og gav nogle uvurderlige øjeblikke. Især når man så overkom farene og sejrede. Lidt ligesom den klassiske beskrivelse af godt og ondt. At uden ondt ville man ikke vide hvad godt er, og derfor skal det onde være til
november 28, 2006 kl. 11:14 pm |
Her er iøvrigt en ny og god artikel om Vanguard: http://www.worthplaying.com/article.php?sid=38894
november 29, 2006 kl. 11:20 am |
Det kan jeg godt følge Smaral, mit bedste minde fra EQ er helt sikker første gang jeg løb fra Freeport til Queynos (?), gennem mange farlige zoner: en mørk skov med edderkopper og ulve, en slugt med Beholdere og muddites og til sidst en kæmpe slette med mange farlige (highlevel) dyr. brrr.
november 29, 2006 kl. 12:13 pm |
Jeg har aldrig spillet Everquest, men en af de ting ved WOW som jeg er begejstret for ER netop, at det er meget nemt: Jeg hader personligt spil med “un-fun” elementer, hvor man fx skal gøre det samme om og om igen, farer vild eller fanges i blindgyder, hvor man skulle have gjort et eller andet for lang tid siden, og ikke kan komme videre uden at have gjort det. Jeg spillede Neverwinter Nights på et tidspunkt, og selvom det var sjovt, var det også ekstremt frustrerende, fordi det tog enormt lang tid at komme igennem det ene og det andet, og staffen for at dø var ret hård, ikke mindst i tid.
Jeg er nok indbegrebet af en “casual gamer” i den forstand, for selvom jeg ikke har noget imod at bruge lang tid på et spil, har jeg brug for en fornemmelse af, at jeg hele tiden kommer videre. Det er sikkert rigtigt, at WOW især er opbygget omkring en feelgood-fornemmelse af at være en mægtig kriger/troldmand, der kan baske en hel masse, og ikke lægger op til helt så meget strategi og omtanke som andre spil i den genre (noget strategi er der dog, som vi så da vi blev basket i Ragefire Chasm), men indtil videre er det også lige præcis den slags spil jeg foretrækker.
november 29, 2006 kl. 12:18 pm |
Abekongens anke med de manglende forskelle mellem racerne kan jeg dog godt følge. Der er forskelle, men de er minimale. Det er klasserne, som giver den afgørende forskel. Problemet er måske, at hvis man laver racerne for forskellige, vil det være meget oplagt at spille én bestemt class, når man er den race. Humans får allerede nu en “spirit” bonus, der gør det oplagt at spille paladin eller priest, og hvis man tiltede forskellene endnu mere kunne man forestille sig, at en race lagde op til en bestemt class i en så høj grad, at man ville få for meget ‘bagdel’, hvis man valgte en anden. Det kunne sikkert godt løses, men jeg tror at det er en af problematikkerne, der melder sig.
november 29, 2006 kl. 1:44 pm |
Det er det helt sikkert, klabauter. Specielt fordi der er 7 millioner spillere der flueknepper alle forskelle og udregner statistikker og udveksler info på nettet osv. Der skal ikke meget til før det bliver skævt.
Men der er små forskelle. F.eks har min Tauren en warstomp racial ability der kan stunne mobs, så man kan nå at slippe væk. ret praktisk.
november 29, 2006 kl. 2:19 pm |
StarCraft og Warcraft III var netop fantastisk gode til at balancere forskelle mellem racer. Det havde jeg håbet (og vist nok også forventet), at Blizzard havde taget med over i WoW.
november 29, 2006 kl. 2:28 pm |
Smarallan, jeg er helt enig i at “gameplay” er et noget fluffy begreb; men alligevel er det noget, vi alle sammen oplever, når vi bliver fanget af gode spil og hurtigt fravælger andre. Det er jo nok individuelt, men for mig handler det i høj grad om en balance mellem udfordring og fornøjelse. Det må ikke være for let, og der må ikke være for få valgmuligheder. Men det skal heller ikke været helt åbent og frustrerende besværligt, sådan som K-manden var inde på.
Jeg prøvede engang Hitman, og spillet havde mange fede elementer. Bl.a. var det næsten helt åbent, hvad man KUNNE gøre, og det tiltaler mig meget. Men desværre var det meget lidt åbent, hvad man SKULLE gøre, og det gjorde det meget frustrende.
november 29, 2006 kl. 3:13 pm |
Abekonge, jeg tror ikke, at du kan sammenligne StarCraft og Warcraft III med WoW ift. variation mellem racerne. Hvad Gentlemanden er inde på, er at mængden af kombinationer af race, klasse, skills, talents, items, enchants, buffs osv. er astronomisk stor, hvilket slet ikke i samme grad er tilfældet for SC og War3. Jeg tror Blizzard er meget konservative/forsigtige på det punkt, for ikke utilsigtet at skabe en über-kombination, der skævvrider hele balancen i spillet.
november 30, 2006 kl. 10:02 am |
Det er ingen tvivl om, at Blizzard har valgt det sikre. Desværre så meget, at man næsten ikke kan tale om balancering, for der er ikke længere noget at balancere, når alting er så ens. Og det er efter min mening alt for billigt sluppet. F.eks. kunne Undead sagtens have haft en Necromancer i stedet for en Warlock; eller Gnomes kunne have haft en Engineer, i stedet for at det er en profession. Som det er nu, vælger man udelukkende race ud fra den visuelle oplevelse og stemning. Spilmæssigt bør man nok vælge Undead, fordi de kan være under vandet i 3 gange så lang tid, og det er det er den største fordel, nogen race har.
november 30, 2006 kl. 10:46 am |
Der burde selvfølgelig også være store fordele ved at være mand i stedet for kvinde, ligesom i virkeligheden
november 30, 2006 kl. 12:02 pm |
Den største forskel mellem racerne er efter min mening mellem stemningen i de forskellige startområder. Det lyder ikke af så meget, men efter min mening handler Warcraft meget om indlevelse og atmosfære, det at leve sig ind i en bestemt location med bestemte problemer, quests og mål. Indstøbt i universet er også de forskellige racers historier, som bliver afsløret efterhånden som man kommer op i levels.
Den stærke personlighed, som de enkelte områder har – Westfall eller Loch Modan sammenlignet med Barrens eller Silverpine Forest fx – er noget af det bedste ved spillet, synes jeg. Derfor kan det efter min mening være lige så tilfredsstillende at vandre rundt på egen hånd og opleve og føle en quest-fremdrift, der holder sig til et specifikt område, som det er at spille i en gruppe, der som rodløse kosmopolitter farer fra instance dungeon til instance dungeon.
november 30, 2006 kl. 12:19 pm |
Jeg er helt enig Klabaut. Men indlevelsen og historierne kunne være bedre understøttet af selve spillet (dvs. racernes muligheder, fordele og ulemper) og ikke kun af grafik og navne på byer og personer.
november 30, 2006 kl. 2:56 pm |
Ja, helt sikkert. Men det ville på den anden side være en farlig balance (en balance, der er så balanceret, at den ligner enshed) at pille ved, som PBT påpeger. Blizzard har så vidt jeg kan se en politik med altid at spille på det sikre og velafprøvede, og til gengæld gøre det rigtig godt. Jeg tror der er et trade-off her, som jeg ikke helt kan gennemskue konsekvenserne af, men jeg ville i hvert fald nødig ende der, at orker altid var warriors og trolls altid shamans, eller hvad man nu kunne forestille sig. Det ville da være kedeligt.
november 30, 2006 kl. 3:47 pm |
Jeg synes faktisk, at Blizzard tilføjede rigtig meget nyt med både StarCraft og Warcraft III. Måske fandt Blizzard dengang ud af, at det var for besværligt og dyrt med al den balancering? Jeg husker i hvert fald utallige patches til både beta’erne og de færdige spil, som alle sammen ændrede hist og her på enhedernes stats …
I den kommende udvidelse bliver forskellene i øvrigt endnu mere udfladet, da Horde får mulighed for at blive Paladin, og Alliance kan vælge Shaman. Til gengæld kommer der flyve-mounts, så man kan komme rundt på en endnu mere garvet måde end nu.
november 30, 2006 kl. 3:52 pm |
I øvrigt taler jeg ikke for forskelle, der skaber en ubalance, men netop forskelle, som er balancerede. Eftersom det er et spil, hvor folk spiller forskellige roller og er afhængige af hinanden, så burde det heller ikke være alt for svært, da selv de måske lidt svagere klasser/racer ville kunne noget nyttigt, som ingen af de andre kan … Men ok, det er stadig et garvet spil, og vi har alligevel ingen indflydelse på, hvordan det er eller kunne blive. Man kan kun håbe på, at Blizzard eller andre kommer med noget endnu mere garvet næste gang
december 6, 2008 kl. 12:59 am |
hejsa jeg spil world of warcraft men min far spil os world of warcraft men min far her lavet wold of warcraft sor jeg kan kon sid at prisøver bliv luk for at man skal spil nomalt sor der for luk det ned om to dag sir min far vis du sor vil spil wold of warcraft sor skal du btalle kontander hilsen frederik kærskor pedersen i spil hed jeg kfrederik vis du vil se vem der har lav wold of warcraft sor skal du gå på www:se vem / har lav wold of warcraft.com
januar 19, 2009 kl. 11:42 pm |
Hej Frederik
Det er strengt, at din far ikke vil lade dig spille world of warcraft!
marts 16, 2009 kl. 12:09 pm |
hey mates jeg hørte nogen af jer sagde at wow var kedeligt men jeg ville sige at i skla prøve at blive lvl 60-80 det bliver mere fun fx du får epic mount og warriors kan ha 2 2handed i hver hånd og i kan få fly mount men kan godt se jers akomenter hilsen rune.w.b
marts 16, 2009 kl. 12:11 pm |
og gentlemanden go den med mænd og kvinder ^^
marts 16, 2009 kl. 12:12 pm |
og ja kan godt se det er for nemt med quest for jeg har selv quest helper jeg syns det er snyd men så stå der hvor de forskellige quest er og på det store map kan man også se det hilsen rune