Jeg så Broken Flowers for anden gang i går, og det gik op for mig, at det er en af de bedste af nye film, jeg har set længe. Jeg er vild med filmens temaer (Don Juan og tidens gang (som i øvrigt er to modsætninger, for Don Juan er netop en, der ikke udvikler sig eller bliver ældre)) og jeg er vild med Jim Jarmushs filmsprog – som netop er film og ikke bare en opsætning af en historie på lærredet. Men allerbedst er Jarmushs helt bevidste forførelse af tilskueren: med alt for tydelige symboler og tilfældigheder, som vi skal tro ikke er tilfældigheder, bliver vi ligesom hovedpersonen lokket ind i en historie, som ikke rigtig er der. Og det viser sig, at det handler om noget helt andet.
Derudover er Bill Murray selvfølgelig en super fed skuespiller. Hans rolle passer perfekt til hans tidligere roller som ubekymret charmør (f.eks. i Ghost Busters).
EDIT (Gentlemanden): Man kan ikke linke direkte til IMDB’s billeder, så jeg har rettet det til et andet.
oktober 23, 2006 kl. 9:09 am |
Ja, den er superfed.
Jim Jarmush evner som få at sætte noge ti gang i hovedet på en.
Den typiske fornemmelse jeg har efter hans film er umiddelbart en lidt tom fornemmelse; forstod jeg hvad der foregik? Hvorfor gjorde de som de gjorde?
Først i dagene efter begynder puslespillet at samles og jeg begynder at få hoved og hale på det.
Det er der ikke mange filmskabere der evner. Slet ikke i en tid med kalorielette hollywood film, hvor det eneste man tænker når man går ud af biografen er: Hvornår kommer 2′eren.
oktober 23, 2006 kl. 10:20 am |
Jeg er også rigtig vild med Bill Murray. Han holder stadig.
oktober 23, 2006 kl. 6:36 pm |
Uha, jeg var egentlig ret skuffet over Broken Flowers. Kedsommelig og dårlig ‘åben’ slutning. Den slags har jeg virkelig fået en aversion overfor. Det er sløseri af værste skuffe maskeret som kunstneriskhed. Men Bill Murray er som altid god, og han bliver bare stadig bedre.
oktober 23, 2006 kl. 7:41 pm |
Nå ja, så skidt var den måske heller ikke. Der var nogle fine ting, især i starten. Men som helhed skuffende.
oktober 24, 2006 kl. 12:40 pm |
Jeg synes også – første gang – at slutningen var meget pludselig og lidt søgt med en 360 graders rundtur om Murray. Jeg ville gerne have haft en fin afrunding med naboen, og det mener jeg sådan set stadig ville gøre filmen en lille smule bedre. Men anden gang var jeg forberedt og fandt en nydelse i, at filmen kulminerer i et punkt, hvor vi ikke helt ved, om Murray indser, at hans liv mangler en fortid og derfor noget væsentligt, eller om han indser, at hans liv nu engang fungerer på andre præmisser. Det kan derfor være en moralsk historie i flere retninger (bl.a. om Don Juan er en skurk eller en helt eller blot sin egen måde at leve livet på) og den pointe kommer fint frem med den “sløsede” slutning.
oktober 24, 2006 kl. 12:44 pm |
Hvad skete der i øvrigt med billedet til dette indlæg? Kom jeg til at slette det, eller har I andre fjernet det med vilje?
oktober 24, 2006 kl. 2:11 pm |
Der var et rødt kryds på et tidspunkt, men jeg har ikke slettet noget.
oktober 25, 2006 kl. 12:40 pm |
Ok, det virkede hjemme hos mig… Men det nye billeder er meget flottere! Tak for det, Gman.